I DAG:
Anbefaling - Scene

”The Sound of Music” er en teateroplevelse i særklasse!

The Sound of Music anbefalet af Henrik Faarup
8. maj 2018
Vurdering:
Samlet vurdering:
Ganske enkelt en fantastisk teateroplevelse med topkarakterer til skuespillerpræstationerne, scenografien, kostumerne, sminken og musikken og det hele går op i en højere enhed. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det kan gøres bedre. Det hele fungerer til perfektion - seks kongekroner af seks mulige, eftersom jeg ikke kan give flere!

Historien er den klassiske opførelse af ”The Sound of Music”, hvor vi følger klosternovicen Maria Rainer, der sendes til enkemanden Kaptajn Georg Von Trapp, hvor hun skal være guvernante for 7 børn. Stillingen skal samtidig give Maria mulighed for at blive afklaret, om hun ønsker at blive nonne, når tiden som novice løber ud.

Kaptajn Georg Von Trapp har, efter at have mistet sin elskede hustru, søgt tilflugt i sit job som militærmand. Resultatet er, at børnene og familiens ansatte skal indordne sig under militære rutiner og disciplin. Maria, der har overordentligt svært ved at indordne sig, får hurtigt genfundet livsglæde og musikken til alle familiens medlemmer.

Det viser sig hurtigt, at såvel Maria som Kaptajn Georg Von Trapp nærer skjulte følelser for hinanden. Kaptajn Georg Von Trapp er imidlertid forlovet med Baronesse Elberfeld. Forholdet er dog tilsyneladende mere præget af fornuft end af kærlighed, og kort før brylluppet skal stå hæves forlovelsen, hvorefter kærligheden mellem Maria og Von Trapp kan springe ud i fuldt flor.

Mørke skyer trækker ind over Østrig og familien tvinges til flugt fra Nazi-Tyskland.

Forestillingen er flot instrueret og er afbalanceret med alvor, blændende musikalitet og ikke mindst et twist af humor.

Alle skuespilpræstationerne fortjener uden undtagelse at blive fremhævet. Både børn og voksne laver helt formidable præstationer. Mit hjerte er dog faldet for Karoline Brygmann (Maria), men også Bolette Nørregaard Bang (den ældste datter Liesl), Sebastian Henry Aagaard-Williams (Liesls kæreste) og Jacob Moth- Poulsen (Max Detweller). Sidstnævnte har fået frihed til at bruge sin egen finurlige humor.

Scenografien er særdeles vellykket. Sceneskiftene er en integreret del af selve stykket og hver enkelt scene rammer stemningsbillederne ”spot on”.

De mange velkendte sange skaber en naturlig glædesstemning og synges dygtigt og akkompagneres smukt af orkestret.

Opsætningen af ”The Sound of Music” er kort og godt et mesterstykke i særklasse og fremragende underholdning.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
Sangen om Oda og Anton
Spilleperiode 7. feb - 8. feb
Waiting Places
Spilleperiode 10. feb - 9. mar
Majas løfte
Premiere 15. mar - 15. feb
DAMEKROP – ON TOUR
Spilleperiode 24. jan - 4. feb