Komplet sanseoplevelse
Vurdering:
Samlet vurdering:
Vi, de druknede er en dramatisk fortælling om en række generationer af mænd fra sømands- og skipperbyen Marstal.
Havet er mændenes verden. Det er her de lever, drømmer, søger og kæmper. I dem bor en umådelig udlængsel og en voldsom trang til at rejse ud i - og opleve verden. De lever et liv, der på alle måder er fjernt fra det, deres kvinder og familier lever hjemme i Marstal.
Vi, de druknede er en fortælling om en æra og en maskulinitet, der med tiden fortrænges af de moderne tider og kvindernes vilje. Det er en betagende skæbnefortælling om livets store kampe. - Både mellem de to køn, men også mellem drømme og pligter, frihed og tvang - og mellem liv og død.
Dramatiseringen af Carsten Jensens "Vi, de druknede, med Peter Holst i ene-hovedrollen, er først og fremmest et smukt samspil mellem videoeffekter, musik og fremragende skuespil. Perfekt timet med både bevægende, medrivende og rørende musik/toner, til underbygning af følelser og sindstilstande. En stor historie kogt ned til en komplet sanseoplevelse - og dermed en virkelig god teateroplevelse.