Gode rammer - men de dybe lag mangler

Der er næppe mange danskere, som er i 40’erne eller 50’erne, som kan høre navnet Christiane F uden det giver dem mindelser om firserne. Bogen om stakkels Christiane, som gik så grueligt meget igennem i et af Berlins trøstesløse arbejderkvarterer og et hårdt ungdomsmiljø, præget af stoffer, kriminalitet og prostitution, var pligtlæsning, og mange har gyst og grædt over den barske filmatisering.

Også jeg mindes bogen og filmen, men det var første gang jeg skulle se historien fortalt på et teater. Det var derfor med en vis spænding jeg gik ind i teaterrummet på Teater Vestvolden, for at se hvordan de løste den opgave.

Scenen var indrettet med vægge og seks flytbare søjler, alt malet i betongrå farver, som gav en autentisk stemning af rå, endeløse boligbyggerier. Ligeledes bidrog lys og lyd til at understrege stemninger og pointer i forestillingen. Især var Christianes første syretrip flot understøttet, i en grad hvor man næsten følte trippet med hende.

Man har med de tre skuespillere truffet et lidt særligt valg, nemlig at de faktisk alle sammen spiller alle roller – ikke blot sådan forstået, at de tilsammen udfylder alle roller, men at de faktisk alle sammen spiller Christiane på skift, og nogle gange også samtidig, samtidig med at de hver især spiller menneskene omkring hende, lige fra moren, veninderne, den dårende dejlige Detlef og en journalist, som interviewer hende mange år efter. Nogle gange giver det en god effekt, fordi det giver dem mulighed for at give et kalejdoskopisk blik på hende, andre gange fungerede det mindre godt.

Så langt så godt – MEN jeg har en anke omkring selve fortællingen. Det er efterhånden længe siden jeg har læst bogen og set filmen, men som jeg husker det, gav de et ret godt indtryk af, hvad det var der drev Christiane ud i sit misbrug, og det synes jeg denne forestilling mangler. Historien bliver fortalt, men på et meget beskrivende, og, i forhold til centrale problematikker, også ret overfladisk plan. Jeg savner reelt indblik i, hvad der drev Christiane så stærkt mod de miljøer, som hun blev så draget af, hvorfor hun hele tiden blev draget mod det hun egentlig også havde modstand imod, hvilket forhold hun havde til sine forældre og hvorfor Berlin tilsyneladende producerede så mange helt unge stofmisbrugere. Hvordan forholder hun sig til, at folk dør rundt om hende, også tætte veninder – det bliver fortalt nærmest med et skuldertræk. Jeg savnede dybde og analyse, og reel indsigt i Christianes person.

Alt i alt er rammerne sådan set på plads omkring historien. Lys, lyd, scenografi og skuespilpræstationer er der ikke noget at sætte en finger på, men den indsigt man kunne få ved at læse bogen eller se filmen fra dengang, den får man ikke her, og det synes jeg er et stort problem ved forestillingen. Skal jeg bedømme forestillingen uden at skele til oplægget, så kan den sagtens bruges som oplæg til at diskutere misbrugsproblematikker, men der mangler som sagt noget tyngde, for at forestillingen rigtig skal kaldes vellykket.