Hvorfor sker der ikke noget, hvorfor ændre karakterne sig ikke, hvorfor kommer Godot ikke?

“Mens vi venter på Godot” er åben for fortolkning, hvilket har hjulpet den nu 60-årige forestilling med ikke at blive uddateret. For et stykke om at få tiden til at gå er den besynderligt tidsløst. Forestillingen rejser alle de store filosofiske spørgsmål, om liv og død og hvad der sker midt i mellem, hvilket ikke er begrænset til et bestemt sted eller en bestemt tid.
“Mens vi venter på Godot” er skrevet som en hjerteløs allegori, hvilket gør at publikum finkæmmer forestililngen i sin søgen for en mening. At Godot er Gud, og Vladimir og Estragon venter på en frelse, som aldrig vil komme, er en åbenlys mulig fortolkning.
Resten af ​​forestillingens symbolik er sværere at definere. Forestillingen antyder snarere end udtrykker en holdning til menneskets erfaringer på jorden. Troen på Gud er næsten forsvundet. Men der er stadig en illusion af tro, som kan mærkes rundt i kanten af ​​dramaet. Det er som om, Beckett ser meget lidt grund at hænge sig ved tro, men er ude af stand til at opgive det helt.
Aftens skuespillerpræstationer er knivskarpe. Jeg er specielt meget positivt overrasket over Stig Rossens fortolkning af Pozzo. Det er interessant at se ham ude af hans “musical-komfort-zone”, og jeg må give forestillingens instruktør Morten Grunwald ret i, at dette kan være et gennembrud for Hr. Rossen.
“Mens vi venter på Godot” ligger i den tunge ende af spektret. Det er en forestilling, som kræver meget af sit publikum. Den kræver, at du er på; at du ser bevægelserne i “ikke-bevægelsen”; at du hører de gentagende replikkerne for første gang hver gang, og sidst at du venter på Godot sammen med Vladimir og Estragon og mærker deres kedsomhed.