Kunstigt åndedræt til død sælger

Teatertruppen STORMEN forsøger uden held at puste liv i den Pulitzer Prize vindende forfatter og dramatiker Arthur Millers verdensberømte teaterstykke, »En sælgers død«, om den midaldrende Willy Lomans skæbnesvangre syn på sig selv og sin manglende succes som handelsrejsende familiefar.

»En sælgers død« lever ellers i bedste velgående og har uden ophør været vist et eller andet sted verden over siden premieren på Broadway i 1949. Men i denne opsætning på Godsbanen i Aarhus lægges ikke blot den selvbedrageriske, ulykkelige og sandhedsfornægtende sælger i graven. Teatertruppen STORMEN blæser hele dramaet samme vej i langsomt tempo og blodfattigt spil.

Løgn og selvbedrag
Der er skam gods nok i historien om Loman som middelklasseamerikaneren, der personificerer drømmen at være sin egen lykkesmed - ”gå ind i junglen og find diamanter som bror gjorde” - men i stedet havner på medaljens mørke side som ensomt menneske på jagt efter succes og anerkendelse.

I takt med, at faren vedblivende nægter at erkende sine nederlag og kun hører, hvad han selv vil høre, skruer han sine ambitioner op på sønnernes vegne. De kæmper forgæves imod hans forvredne og narcissistiske syn på sig selv og er dømt til at leve videre på en arv af løgn og selvbedrag, mens moderen blidt og heltemodigt forsøger at holde sammen på alt og alle.

Kraftpræstation
Bortset fra enkelte fine replikker, der på kryds af scene og medvirkende, fletter sig ind i hinanden og Lomans intense dialog med den afdøde - men i hovedet stadig eksisterende bror, der blev rig på at finde diamanter i junglen, virker det tidløse og skarpsynede manuskript skolekomedieagtigt fremført med replikker flere steder underligt piftet ned på fælgen på trods af den intensitet, med hvilken historien udvikler sig.

Undtagelsen er rollen som Willy Loman i Ove Raskmarks skikkelse. Han bærer hele dramaet på sine skuldre og rykker figuren flere gange uimodståeligt med glimrende spil i skift mellem et lallende eksalteret lyssind og pludselige verbale udbrud, der rablende fabulerer om forspildte eller stadigt eksisterende chancer. En kraftpræstation der trods alt tvinger denne anmeldelse op fra en til tre konger.