Forspildt chance

Denne anmelder havde forventningerne skruet godt til vejrs, inden det store lærred gik op i skuespilhusets store sal, til stykket Ødipus og Antigone. Og hvorfor så det? Jo, dette er en dyr produktion, hvor man må formode, at mange af branchen bedste har givet deres besyv med.

Det hele startede så godt. Som tilskuer bliver man præsenteret for et interessant set - up af scenen, tilført et interessant valg af skuespillernes kostume og ikke mindst stykkets komponist/dj, der leverer spændende toner fra hjørnet af scenen. Alt i alt virker det til stykket vil give en moderne og anderledes fortolkning af det græske sagn. Alle disse gode intentioner, der inviterede til en ejendommelig følelse af spænding, blev hurtigt til et luftkastel, der langsomt braste sammen. Forestillingens over to timers spilletid inkluderer: Kedsommelige dialoger, kun Grauballemanden fortår og har tid til at høre. Forfærdelig fortalt historie, der efterlader dig undrende, medmindre du kender til historien på forhånd. Døde karakterer, som pludselig vågner til live og nu er statister i stykket. Små finurlige indputs, fra Ødipuses sønner, der indikerer, at selv instruktøren har mistet kompasset og aner ikke, hvor stykket vil hen. Værst er anden akts sidste 35 minutter, hvor stykket har direkte kollisionskurs mod Hades.


I min tid på Kulturkongen har jeg overværet en del teater med blandede resultater. Jeg er dog glad for at have været tilskuer til stykket her. Et stykke, der beviser at uddannede skuespillere, stort budget og tilmed kronprinsparret på fjerde række, ikke er lig med kvalitet. En skarp påmindelse om amatør teater sagtens kan være mere velført end dette "levn fra fortiden". Det er en forspildt chance, for at bringe legenden om Ødipus og co. til en relevant moderne tid.

Livet er almindeligvis for kort til at ødsle bort, men i selvskab med Ødipus og Antigone, bliver livet for langt.