Når ordene ikke er nok

Der er plusser og minusser ved Mungo Parksforestilling »Yahya Hassans digte«.

Yahya Hassans tekster er uløseligt blevet forbundet med hans person. Det sker, når man får dødstrusler, mandsopdækkes af Politiets Efterretningstjeneste, tildeles en kolossal eksponering og tages til indtægt for det ene og det andet.

På den ene side kan man vælge at se det sådan, at Mungo Park gør teksterne til meget mere end Yahya Hassans. Ikke ét sted forsøger instruktøren Minna Johannesson at spejle eller imitere den palæstinensiske digter. Det er digtene, hun er ude efter.

På den anden side kan man også kritisere forestillingen for at reducere digtene. Ordene får en ny indpakning, man ikke alle steder ved, hvad man skal stille op med. Ikke mindst musikken kommer nogle steder til at virke som staffage - eller som forstyrrende, når den overdøver det talte ord.

Men det bliver aldrig for glat, skarpheden er bibeholdt, og måske er det slet ikke så dårligt også at gå en lille smule både berørt og irriteret ud af teatret.