kunst som nødvendighed

Cecilia Zwick Nash danser, synger, raser, klukker og kurrer os gennem nedslag i historien om hendes opvækst i Drakabygget, et kunstner kollektiv i en lille by i Sverige. Det er en fantastisk historie om folk der arbejdede, levede og døde for kunsten. Inspirerende og farverig. Så højt til loftet. Hos mig vækker det længsel om kunstneriske fællesskaber, der tilbyder energi og poesi til vores samfund.
Som scenekunst er forestillingen rodet, med forholdsvis små greb, tror jeg man kunne gøre den endnu mere magisk.
Som skuespiller er Cecilia en fryd for øjet og en troværdig rejsefører ind i både de lyse og mørke sider af en kunstnersjæl. Digte, anekdoter, sange og lydbilleder strømmer generøst mod os fra den lille scene.
Tak for at blive mindet om om dimensioner/aspekter i livet der vækker sanserne og spiller på andre strenge, i disse for vort land så materielle tider.