Intet betyder 'noget'

Det er altid spændende, om opsætningen af en bog kan leve op til bogen, vise nye sider af bogen og give læseren en ny oplevelse. Det kunne opsætningen af Intet på Teater V.

Med kun to skuespillere på scenen, en mikrofon og trækasser i forskellige størrelser, maler Kristine Elmedal og Mikkel Reenberg billeder frem på min nethinde. Det fungerer så godt, at jeg ikke rigtig ænser, at hunden 'Askepot' er en kasse, hvor der står 'Askepot', og at Pierre Antons forslåede krop er mikrofonens ledning, knækket og drejet i umenneskelige vinkler. Enkeltheden virker, og den giver plads til min egen forestillingsevne.

Skuespillerne fungerer på én gang som fortællere og som de mange klassekammerater med egne replikker. Skuespillerne tager skiftevis ordet og sætter inkvit på hinandens talerækker. Det giver en fantastisk dynamik, og man er som beskuer ikke et øjeblik i tvivl om, hvem der taler under hver talerække.

For første gang nogensinde i teatret måtte jeg holde hænderne for øjnene under den scene, hvor Sofie skal fratage Jan-Johan sin betydning. Det dæmpede lys, de små knas, tiden, der gik i stå, fik mig til næsten ikke at kunne være i min egen krop.

Jane Tellers fortælling har så meget på hjerte. Vi følger med gru de unge klassekammeraters kamp for i fællesskab at ville skabe betydning. Men de gør det af angst. Og det går i stykker for dem, fordi de ikke skaber sammen, men hver for sig. De bliver grebet af hævngerrighed og taber betydningen på gulvet. Fortællingen er på én gang så smuk og grusom. Og sjov. Midt i de mest afskyelige scener griner man pludselig højt. Fordi det er så afskyeligt, så egoistisk. Og vanvittigt.

Som beskuer græmmes man over den tilsyneladende sandhed, som Pierre Anton delagtiggør os i. Men heldigvis aner man også, som fortælleren Agnes, at han ikke behøver at have ret. At der i det mindste er noget, der betyder noget, hvis man selv 'giver' det betydning.