Teater på en fed ny måde

Sneen daler ned og iført store jakker og varme huer, går man igennem Odense by. Det har man gjort så mange gange før, men denne gang er det anderledes. Det handler ikke bare om at komme fra a til b, men man ser virkelig Odense by - og man opnår en form for stedsans. Jeg kan ikke helt følge by proxys Odense-er-blød-som-en-krop, men jeg er helt vild med at få set Odense med nye øjne. For mig fungerede det rigtig godt, at Odense by blev brugt som scene. Små smøger blev pludselig centrum for performance. Derfor mener jeg også, at det var synd at blande Odense bys historie ind i det f.eks. da vi var i Lottrupsgården og hørte om HC Andersen der havde distribueret plakater ud der. Efter min mening skulle det have været enten eller - enten skulle det have været en historisk vandring i gennem byen eller så skulle man have holdt sig til blot at bruge byrummet som scene. Når det kom til at bruge byen som scene, så var jeg fuldstændig vild med papirklip på Skt. Anne. Installationen i munke mose var også helt fantastisk, super flot med alle lysene og frømandskoret fortjener også stor ros, for at få smilet frem. Indslag som denne gjorde, at også de mindste kunne være med. Hvis de ellers kunne se... Selvom at det gav en lidt for sjælden følelse af fællesskab, at vi var så mange mennesker der gik rundt i Odenses gader sammen, så gik det også lidt ud over udsynet. Den halve publikumsmængde havde været mere optimal, så alle kunne se hvad der foregik. Selvom at stedsans er gjort af bl.a. frivillige lokale og foreninger, så sænkede det ikke niveauet!
Idéen med en kaffepause undervejs samt suppen til sidst, blev bestemt heller ikke set ned på. Og det var faktisk med til at underbygge fællesskabsfølelsen/os-odenseanere-følelsen.
Jeg synes stedsans er en fed måde at tænke teater på, og er man ikke kuldeskær, så er det bare om at komme med!