Sidste dans før døden

Svanesøen er helt klart en forestilling, som også appellerer til et almindeligt publikum. Det gør det da forestillingen indeholder mange akrobatiske og parodiske elementer. Derudover er hver danser en forskellig karakter og deres gentagne lege giver publikum en behagelig følelse. Denne slags gentagelse bliver også brugt til sidst, hvor de gør noget mere kreativt end bare at bukke sig. Desuden kan man altid følge med - i hvert fald hvad angår musikken, da det drejer sig om en Tjajkovskij-klassiker.
I starten er der fem reflektorlys på scenen, men ingen dansere. Først viser én danser sig, der bevæger sig i hiphopstil, dvs. at han isolerer hvert led fra hinanden. Hiphoppen bliver brugt gennem hele værket, nogle gange blandet med ballet, andre gang med moderne dans og lidt folkedans. Den isolerende bevægelse kan også minde en om en marionetdukke, især når danseren begynder at imitere at skyde med en våben. Våben hjælper os med at identificere danseren med Siegfried.
Først hører vi kun Tjajkovskijs musik, men så bliver det forstyrret af en slags industrielt støj, og det tager over, når den anden danser kommer ind i billedet. Tjajkovskijs musik tager over igen når den eneste kvindelige danser kommer ind (der er fem dansere i alt). Selvom bevægelserne har været
karikerede før, starter den humoristiske tone tydeligt med hendes ankomst: De mandlige dansere svæver armene patetisk og ryster hovedet på en absurd måde en gang imellem. Kvinden og en af mændene danser en duo, hvor fokus er på overdrevet seksualitet: Bevægelserne ligner mest nogle fra populære musikvideoer, blandet med ballet.
Den efterfølgende mandlige duo er til gengæld mere alvorlig. En af danseren ligger i en sammentrukket position og danser meget lidende. Man associerer med Kafkas Processen, hvor Georg vågner op en dag og opdager, at han er blevet en insekt. Begge to er hjælpes- og bevægelsesløse.
De næste scener er mere morsomme. En af danserne laver showdans og bliver en karakter, som er alt for optaget af sin egen verden, så de andre skal trække ham videre til de næste scener.
Mod slutningen af værket danser de i de samme reflektorlys, som i begyndelsen var tomme. Allersidst står de i en horisontal linje forrest på scenen. Bagefter går de til midten og sænker ned på gulvet, som kan være et symbol på døden. Trods den komiske tone er værket tragisk. Ifølge koreografen (Ahn Soo Young) kan man fortolke svanernes død som en konsekvens af forurening. Han har nemlig ladet sig inspirere af menneskets mishandling af miljøet. Hvis vi tager udgangspunkt i det, kan vi forstå Odette som et symbol på natur og Siegfried som en naturelsker. Menneskets fremtidsperspektiver er ret triste i denne fortolkning.
Det andet værk er også knyttet til naturen og døden: Rite of Spring af Stravinsky. Værket er mere alvorligt og abstrakt end Svanesøen: Fokus er på bevægelserne og ikke så meget på en konkret historie eller konkrete karakterer. En gang imellem er der nogle komiske hoftesving fra mændenes side, men ellers er det mest et voldsomt ritual.
Bevægelserne ligner hinanden meget. De er mest inspirerede af moderne dans og ballet, nogle gange lidt jazz-agtige: de bruger runde arme og runde former i bevægelserne, f.eks. vender de sig tit om. De ligger også i søstjerneposition, dvs. med strakte lemmer (konkav cirkel). Hvor bevægelse i Svanesøen generelt er isolerede, er de her generelt successive dvs. bølgeagtige. Koreaografen (Da Sungsoo Ahn) leger meget med forskellige former i rummet, f.eks. diagonale linjer, forskellige femkanter osv. og deler også danserne op på forskellige måder. Oftest er der en gruppe kvinder og en gruppe mænd (det forstærker ritualstemningen), men der findes ofte også en 4-1 opdeling. De mandlige og de kvindelige grupper laver tit det samme, men på en varieret måde, f.eks. danser mændene oprejst og kvinderne på jorden (eller omvendt) - kvinderne bruger benene, mændene bruger armene osv. Kompositionen er meget lyrisk og fysisk krævende, men man savner den røde tråd i fortællingen. Ifølge brochuren er en af mændene et offer, men det bliver aldrig tydeligt.
Alt i alt vil jeg anbefale begge værker: Danserne er enormt dygtige og musikken er vidunderlig.