Kunstclass

Kunstclash i Skuespilhuset er Benjamin Koppels og Jesper Mechlenburgs forestilling, hvor de "lader kunstarter og genrer mødes og brydes" - og det gør de med stor succes. Alle de medvirkende, og der er mange, er vanvittigt dygtige på deres felt, og der er meget stort spændvidde på de felter. De topprofessionelle medvirkende er forestillingens force, forskelligheden er dens arkilleshæl.
Hver især kunne de optrædende få seks kroner. Kirsten Olesen, Marie Carmen Koppel og Selene Muñoz (Flamenco) leverer stort på hver deres fel, som de plejert, men vi blev specielt imponeret af Tupac Mantillas rytmesans og utrolige evner som percussionist, Coco Karshøj Hastrups flotte stemme og Christian Damsgaards mimiske evner. Måske fordi vi ikke kendte dem i forvejen.
Thorkild Jacobsens spoken words var gennemgående, især ode II om Sierra Leone/København havde flot drive.
Men når paletten er så bred, vil der også være indslag, den enkelte ikke bliver fanget af. Gitta-Maria Sjöberg er en dygtig operasanger, men gav ikke os lyst til at snuse mere til operaen, ejheller den moderne dans ved Siri Woltoorn kunne fange os, mens animationerne, enkle og rå, fungerede for os.
En kongekrone ryger, fordi ikke alle indslagene kunne fange, en mere fordi lyden absolut ikke var optimal, jeg har set skoleforestillinger, hvor mikrofonerne lød bedre end her - og så er det sjusket, at der er hul i tæpperne i siderne, så vi kan se regissørerne uden for scenen. Selvom det hele er i en loose og tilbagelænet stil, må lyd og scene gerne fungere lige så æstetisk som den fantastiske sal, der var en oplevelse i sig selv (store scene).
Til sidst et klap til Per Vers, der er en mester på ord og Wafande og Kaka, der startede en fest, men desværre ikke satsede - og kom ud på dybt vand.
En på alle måder stor oplevelse, godt vi ikke blev hjemme og så vm-finale i håndbold.