Manden der ville huske - En forestilling jeg helst vil glemme

Ok, en time og 5 minutter varede denne forestilling. Og godt, for den måtte heller ikke vare længere.

Historien handler om Bent, der er dømt for mord - et mord han ikke kan huske. Han bliver spillet af Frederik Meldal Nørgaard, som faktisk gør det rigtig fint. Han skaber en skøn karakter, som man egentlig holder af det meste af forestillingen, indtil han langsomt får åbnet op for hukommelsen og til sit indre.

Vibeke Hastrup er psykologen, der bevæger sig ind og ud mellem scenerne, som Bent får hukommelsen tilbage. Hun taler konsekvent med en "speak-stemme" - meget lækkert smooth, som var det en dokumentar, hun kommenterede på. Et valg eller en vane?

Den sidste er Laura Bach, der spiller diverse roller. Ja... her bliver det bare lidt irriterende. Der er journalisten, der sidder med til samtalerne hos psykologen. Hun eksisterer kun for manden, da psykologen aldrig tager notits af hende. Men hvem/hvad er hun helt præcist?? Er hun mandens samvittighed? Hans kanal til hukommelsen? Jeg aner ikke hvad denne journalist-karakter er.
Senere kommer hun ind i en ny karakter med en usynlig hund i snor - og bagefter forstår at: "nååå, hun var en mand!"

Nogle af Laura Bachs kostume-/rolleskift sker på scenen, andre off-stage. Hvorfor egentlig? Er det pga. manglende tid i kostumeskiftene eller fordi det har forskellige betydninger?

Musik! Der er 4 sange med i forestillingen - alle sunget af Frederik Meldal Nørgaard, som synger dejligt. Men hvorfor er der sange med? De er virkelig overflødige, og bliver lidt til en dårlig karaoke. Og så virker det mærkeligt, at Bent har så god en sangstemme - men igen, måske er det noget symbolik, som ikke står så klart?

Nu kommer det, der virkelig irriterer mig. Når man kommer ind i salen inden forestillingen begynder, sidder Bent på scenen med ryggen til publikum. I ryggen stikker der en metalring ud fra hans t-shirt. Sådan én man kan sætte en krog i. Så imens man sidder og venter på at forestillingen starter, sidder man og spekulerer på, hvordan han skal hejses op og hvorfor. Når forestillingen går i gang, venter man på at det sker. Og hvad bliver det brugt til? At han under én af sangene får en kort bungee-elastik hægtet på og går med mod publikum, som om noget prøver at holde ham tilbage. HELT ÆRLIGT. Det irriterer mig, at man igennem en hel forestilling skal se forbi den dér anordning, der stikker ud af ryggen, og så bliver den brugt så dårligt. Er vi enige om at de fleste skuespillere - og især Frederik Meldal Nørgaard - er dygtige nok i deres skuespil til at vise, at de går med en kraft i ryggen, der holder dem tilbage? Jamen, jeg kan blive ved med hvor meget det irriterer mig.

I starten står Laura Bach bag noget tyndt gennemsigtig tæppe, så man kan se hende under hele den indledende dialog. Og igen, jeg tænker kun på, hvorfor står hun dér? Kommer hun nogensinde ind? Hvem og hvad er hun? Der fjerner fokus.
Og det er kun den ene gang, hun "står på lur" bag et tæppe. Resten af indgangene sker fra siderne.

Indimellem er der enkelte publikumshenvendelser, hvor den 4. væg bliver brudt - hvorfor? Jeg kan ikke se, hvad det skal gøre for.

Så er der pistolen! Under en stor del af forestillingen har Bent en pistol i hånden. Igen, det fjerner fokus fra scenen! Jeg sidder kun og venter på, at der bliver affyret et skud. For de andre karakterer er pistolen usynlig, men hvorfor nu det? Vi skal som publikum forestille os en usynlig hund, og skal lade som om at pistolen er usynlig. Jamen, hvornår får den betydning?! (ja, andet end når han bruger den som telefon, glas eller... ja pistol). Resten af tiden skal vi lade som om den ikke er der.

Teksten i programmet hedder: "En mand vågner op i en hospitalsseng. (...) Han får et spejl i stukket i hånden og ser, at han har et kæmpe ar over panden". Ok, Bent vender sig om... han har ikke noget ar i panden. Undervejs i forestillingen får han tegnet et par "huller" i tindingerne med rød tusch, og han får også en bandage på, som han beholder på i... tja... 30 sekunder. Og aldrig noget ar. HVORFOR? Det andet er overflødigt, hvis det ikke får betydning.

Ok, jeg stopper nu.

Nej, en sidste ting! Der er et flashback til 1973, hvor Bent bliver konfirmeret. Hvad er man, når man bliver konfirmeret? 13-14 år? Vi kan hurtigt blive enige om, at Bent ikke er 55 år gammel, og vi hører ikke noget om at forestillingen skulle foregå 15 år tilbage i tiden. Igen - publikum begynder at regne og tænke. Det fjerner fokus fra historien.

ET SKØNT ØJEBLIK i forestillingen er scenen mellem Bent og hans ekskæreste Maria, hvor de snakker i telefon sammen. En meget voldsom samtale. Men i stedet for at stå i hver sin ende af scenen og snakke sammen, så står de overfor hinanden og "snakker i telefon sammen". Et fantastisk øjeblik. Utrolig rørende og så fantastisk, hvor de ikke kan gemme sig bag en telefon eller afstanden imellem dem.


Det her var lidt af en rodet butik. Et miks af stilarter som aldrig fungerer. For mange retninger som spærrer ben for forestillingens drive og publikums opmærksomhed. Selve grundhistorien er god: En mand, der er dømt for et mord, han ikke kan huske og rejsen ind i sig selv for at finde den grimme sandhed.

2 stjerner: 1 til grundhistorien og 1 til Frederik Meldal Nørgaard.