Ikke i nærheden af den Mogensen jeg kender

Jeg vil starte med at sige: jeg er vild med John Mogensens sange, unisers og udtryk.
Desværre synes jeg ikke at Hansen og Marcussen kommer i nærheden af det indtryk jeg har af Mogensen.
For det første er der i forestillingen en del irritationsmomenter:
Sangeren skaber sig og leger fuld i fald-på-halen stil mens pianisten spiller fornærmet, når fulderikken kommer i nærheden af hans klaver. De to driller hinanden - sangeren ved at stille sin øl på klaveret og pianisten ved at spille skalaer op og ned ad klaveret længe efter sangen er slut. Godt nok er værtshusscenariet med sociale tabere centralt i Mogensens univers, men jeg opfatter ham hverken som en fornærmet krukke eller som en klovn, der vælter hensynsløst rundt.
I duoens fortolkning af sangene foregår det sådan at festligheder som To Mennesker På En Strand tages helt ned til øm hvisken og og sparsomt lyst plingeling-klaver - hvilket er ok en gang i mellem men jeg synes det ømhedstrick blev brugt til overmål. Og når så der endelig kommer gang i den så er det med Elvis-sprælleben, hvor jeg sad og savnede en køligere, jordnær, rå sanger med benene plantet og teksten fortolket mere straight - men selvfølgelig, det er jo teater så der skal jo nok lidt mere show til, selv om det ikke rigtig rammer stilen.
Sangmæssigt er der skruet helt op for patos og mange sange blev tudet eller klynkehvisket, hvor jeg havde foretrukket en mere kølig fortolkning fra en mand, der erkender sine uheldige sider og men ikke tuder over det. Eksempelvis i Sidder På Et Værtshus er der i min optik tale om en mand, der ved, at han har klokket i det og at det kommer til at gå ud over hans kone, men som stadig holder fast på at have lov at være sådan en mand trods alt. Men denne sang blev i forestillingen til en bævende undskyldning og et bedende ønske om forståelse.
Forestillingen er mere koncert end teater, og betegnelsen visefortolkning har passet bedre, men når der var lidt replikker mellem sangene, så synes jeg at dumme kommentarer blev lagt Mogensen i munden. Arbejdsløshed blev hyldet som en fest og sangeren brægede om lighed ved at kalde det egoistisk at drikke sine egne øl, når en eller anden bums ikke kan få nogen fordi baren er lukket.
Det kan være at dette er et forsøg på at nå dybere ind i bodega-taberens følelser ved at iscenesætte ham som usikker og inderlig men det er bare ikke der Mogensens charme findes.
Når alt dette er sagt så spiller og synger duoen fint sammen og har styr på deres show, og de var gode til at få fat i og interagere med det nærmeste publikum, og muligvis er jeg bare ikke det rette publikum til denne forestilling.