Fin forstilling, men ikke lige min smag

En musikalsk iscenesættelse af Tom Kristensens digte, hvor Jesper Lohmann spiller forfatteren himself. Forestillingen er sat op som en koncert på en bar med to musikere i baggrunden.

Digteren synge sange til glad jazzmusik - måske ikke det helt oplagte valg af genre til at akkompagnere digtene, men hensigten er sandsynligvis at slå tiden an. Imellem numrene taler digteren brovtent og flabet til publikum med et humoristisk glimt i øjet. Som modstykke til de jazzede numre er der nogle langt mere afdæmpede passager, hvor digteren reciterer i dæmpet, dyster belysning akkompagneret af stille med bestemt melankolsk piano. Disse passager er bestemt forestillingens højdepunkter. Her føler vi os i mere direkte kontakt med Tom Kristensens stemme og temperament.

Forstillingen fremstår klar og helstøbt. Jesper Lohmann er veloplagt, tilstedeværende og troværdig.

Lohmanns Tom Kristensen er imidlertid ikke lige min smag. Digtene fremstår for pæne, glatte og polerede, fordi de i store dele af forestillingen garneres med happy-jazz. Det svarer ikke til min hukommelse om Tom Kristensens digte. Jeg ville gerne have haft en mere rå og uforsødet tone hele vejen igennem forestillingen - og ikke kun i de omtalte mere afdæmpede og dystre passager.