Nålen findes ikke i høstakken!

Tango naive er godt, spændende teater, der får fat i sit publikum. Selv om énakteren er en monolog, leveres den omtrent som en dialog, hvor publikums stumme refleksioner bliver en del af den dynamiske atmosfære.
En ung kvinde virker totalt styret af medierne, specielt fjernsynet og dets kolossale overvægt af amerikanske serier har tilsyneladende en væsentlig indflydelse på hendes liv. Dette pseudoliv har forført hende, og når hun sammenligner det mediefremstillede univers med sit eget, opdager hun, at det glamourøse tv-liv ikke står mål med virkeligheden. Således signalerer hun en voldsom frustration over sin egen utilstrækkelighed og de løfter, det fiktive univers stiller hende i udsigt, men som alle brydes. Hvor er Brønshøj torv og den første kærlighed henne i den forløjede medieverden?
Nanna Cecilie Bang gør det overbevisende, når hun farer rundt som et indespærret dyr i det firkantede bur, der meget vel kunne symbolisere tv-mediets rammer.
Ideen er interessant og god, og man er naturligvis naiv, hvis man tror at en banal tv-tango fører til nålen i høstakken - en god pointe i slutreplikken.