Livet i sit mest voldsomme udtryk

Teaterstykket "En plads i mit hjerte" er en nutidig fortælling om mennesket, når det rives ud af sin stabile tilværelse og ind i en pludselig krisetilstand. Når mennesket ryger så langt ud af sig selv, at det må trænge allerdybest ind i selv for overhovedet at overleve i sine følelser.

Handlingen forløber over en uges tid, helt præcist fra den hverdagsmorgen, hvor den 8-årige datter Anne-Sofie bliver trafikdræbt på vej til skole - og frem til selve begravelsen. Skuespillere Patricia Schumann og Thomas Levin skildrer således forældreparret Sebastian og Mille i deres spæde choktilstand, dvs. selve den rædselsvækkende sorg, som indtræffer, når en mor og far mister deres allermest dyrebare.

Forældreparret gennemlever krisetilstandens første og mere akutte faser, og de reagerer forskelligt. Hun bliver handlingsorienteret og ekstrovert i praktiske gøremål. Han bliver modsat mere introvert i dyb handlingslammelse. Begge regredierer de netop til det handlingsmønster, som føles mest trygt og bekommer dem lettest. At skabe kontrol kontra at slippe tøjlerne. Tilfælles er meningsløsheden og tomheden.

Skildringen udføres så gribende på scenen, at man som beskuer for en stund glemmer sin egen hverdagstilværelse. I cirka 80 minutter får man indblik i nogle af de følelsesmæssige tilstande, som man måske aldrig selv kommer til at opleve. I hvert fald som de fleste af os kun oplever i glimt. Ikke desto mindre er denne skildring vedkommende for os alle, fordi den netop lærer os om mennesket i sine relationer.

Allermest og allerbedst skildrer "En plads i mit hjerte" netop, hvordan krisetilstande påvirker menneskets relationer. Krisetilstanden gør relationerne eksplicitte, når mennesket må forholde sig til livets fundamentale emner: Tilgivelse over for skyld. At tage ansvar for sig selv kontra at lægge ansvaret over på alle andre.

De fem skuespillere på scenen, dvs. i rollerne som forældreparret, datteren, svogeren og præsten, frembringer et nærvær så intenst, at stemningen hang ved selv i den afsluttende bukken og nejen på scenen under publikums klapsalver. Man forestiller sig, hvor langt ind i rollerne skuespillerne må gå for at kunne udtrykke sig med så megen nerve. En gribende teateroplevelse, som ikke alene underholder, men som også giver en oplevelse af livet i sit mest voldsomme udtryk.