At have vinger, men ikke kunne flyve

Hver enkeltes subjektive oplevelse er virkeligheden for dem. Det ubevidste er vejen ud af hverdagenes begrænsninger, eksistensens essentielle dyst. Forestillingen inviterer os til at sige farvel til den rationelle verden og lade vores rige ubevidsthed styre os ud af universet, løfte os op og fylde os med livsenergi. Men oplever vi noget lignende, når vi kommer ud af teatret?
Scenen er indrettet á Magritte, i hvert fald stemningsmæssigt. Karakterernes udklædning fremkalder også en lidt urealistisk verden: Det pastelfarvede tøj kan minde os om de overidylliske amerikanske borgere fra Tim Burtons Edward Scissorhands. Vi finder også okkultiske symboler som fx tvillinger: De to karakterer, en dreng og en pige, der er klædt på den samme måde med sorte uniform og sorte brille. Tvillingerne kan betragtes som en sjæl, delt op i to kroppe. Det er også en slags ude-af-kroppen oplevelse.
Opløftning og flyvning udtrykkes på forskellige måder, primært gennem fugleagtige kostumer, vingetatoveringer og bevægelser, men også gennem løftning af stole eller bobler. Det er også symbolsk, hvordan den ældre mand bliver (halv)-nøgen mens han snakker om ubevidstheden.
Bevægelserne er generelt relativt enkle, dog udfører de forskellige karakterer dem ifølge deres karakterer. Nogle gange har det en ret stor effekt, at disse enkelte øvelser bliver udført samtidig. Det sker især, når rummet er opdelt på en ualmindelig måde og karakterne sidder med ryggen mod publikum eller er adskilt af en lav væg midt i scenen. Det fungerer også godt, når bevægelserne forstærker musikkens besked. Musiknumrene varierer fra franskstilet, Amélie-agtig klaversanger til gospelagtig acapella (Shape Note korsang). Musiknumrene er helt klart en af forestillingens styrker. Musikerne og sangerne er ret talentfulde, og den filosofiske besked får et følelsesmæssigt udtryk gennem melodierne. Især ”tvillingernes” duo er meget fangende med deres meget klare stemmer (pigernes kan minde os om Björk).
Man kunne tro, at værket kun kommunikerer gennem symbolerne, men det er ikke rigtigt. Vi har en ”vejleder”, lige som Vergilius for Dante, der gennem analogerne hjælper os til at forstå, hvordan de mindste ting hænger sammen med de store eksistentialistiske spørgsmål. Og nogle gange er der ikke forklaring, bare en kort, surrealistisk monolog, der næsten giver mening, men alligevel ikke. Og det behøver heller ikke at give mening, fordi vi er i den ubevidste verden.
Men hvad er det, der gør, at sådan et velgennemtænkt og velopbygget værk ikke skabe katarsis? Det er svært at svare på. En af grundene kan være, at værket er så meget i det surreale, at vi fremmedgører karaktererne. Vi bliver ikke fortabt i værket og identificerer heller ikke rigtig med nogen, da de er mere symboler end mennesker. Og det gør, at flyvning ude fra universet desværre ikke bliver realiseret i publikums (subjektive) virkelighed.