Det forudsigelige vanvid

Jeg har aldrig set den ”moderne klassiker” War of the roses, men handlingen må alligevel være fortalt i mange sammenhænge, for jeg havde i den grad en fornemmelse af at have set det hele før. Stort set hver eneste eskalering på konflikttrappen havde jeg gættet inden - det er mere klassiker end originalt.
Scenografien var perfekt - til turnerende forestillinger - nem at rejse med. Ideen med at rekvisitterne blev langet ud gennem et hul i en trappesats virkede ikke andet end klodset.
Jeg fulgtes med min 17-årige datter, og hun mente det var lidt sært, at skuespillerne hele tiden talte så højt ud til publikum, ikke til hinanden - der er rigtig meget råbende teaterstemme, mens der fares ud og ind ad dørene.
Enkelte one liners fungerer, men at aftenens største bifald går til Birgitte Raabjerg, hvor hun nævner DSB, er lidt for let købt.
Både Ditte Gråbøl og Søren Østergaard - og også birollerne - spiller, som var det en sommerrevy, det er ikke så troværdigt, men vi grinte da en gang imellem.
Jeg kan godt forstå, at det ender, som det gør, hold da op, hvor er det ægtepar irriterende …