Kærlighed gør ondt

En såret mand med blod på brystet og på knæene forbindes af mændene omkring sig. Kærlighed gør ondt, synger Bryan Rice, efter at være blevet trukket ud af den den store stikkende figur, der danner kernen i scenografien. En figur med takker som på skallen af en kastanje, der går igen i scenebilledets ramme. Det er kærlighedens hårde takker, der har skåret brystet op på Rice. Da han i forestillingens sidste billede får bandagerne er, er sårene helet - Dagen efter dagen. Det er helt, som det skal være.
I et show, der konstant stiger i intensitet med alverdens effekter, danner Thomas Helmigs skønne sange rammen om ikke bare en, men mange kærlighedeshistorier. Kenneth Kreutzmann har begavet og underholdende skabt et show, som er en fryd for både øjne og ører. Scenen er befolket af stærke dansende og syngende mænd - herunder Didier Oberlé, som med sit sortmalede ansigt og fænomenale fysiske udfoldelse var en oplevelse i sig selv. Djævlen? Den smertefulde kærlighed med langt lyst og forførende hår? Jeg ved det ikke, men det var i hvert fald svært at holde øjnene fra ham!
Jeg var til koncert med Thomas Helmig for første gang som 16-årig i 1989 og var lidt skeptisk ved tanken om at høre hans sange fremført af andre. Min skepsis blev på alle måder gjort til skamme. Både Rice, Henrik Launbjerg, Jimmy Jørgensen og Patrick Spiegelberg fortolkede teksterne på en vidunderlig måde. Wau for et show!! En virkelig vellykket teaterkoncert. Tak for det.