MORAL MED MODSPIL

Det, der for alvor gør forestillingen værd at se, er Johanne Louise Schmidts udførelse af rollen som den unge adelsdame, der bringer forstyrrelse i hovedpersonens forestillingsverden. Hun fordrejede også hovederne på publikum – med magnetisk nærvær og frydefuld stilbevidsthed. Når hun var på scenen, var det som at være der selv, i 1700-tallets komedieteater med dets livskraftige efterklange af commedia dell´arte.
Tænk om resten af den i øvrigt udmærkede forestilling var præget af samme gennemførte stilvalg – måske med Diderot selv, fortaleren for en mere naturlig og ”køligere” teaterstil, som delvis udenforstående. Man kunne have skabt et billede af forfatteren og filosoffen, der var prisgivet en verden, han måtte anse som forrykt, især når han nu var presset af en deadline for en seriøs artikel om moral – men en verden, han halvvejs mod sin vilje lod sig friste af og forsøgsvis involverede sig i – en splittelse med mange visuelle muligheder.
Diderot talte selv for ”enhedstonen” i det dramatiske værk, men man kunne have indtryk af, at stykkets forfatter var splittet mellem to forskellige holdninger til teksten. Han har ifølge programmet været fagligt optaget af Diderot og har tilsyneladende følt sig forpligtet af det biografiske materiale. Det kunne tynge forestillingen en smule – med ganske vist elegant konverserede kønspolitiske korrektheder (sådan virker de efter nutidens målestok, men det skal jo vurderes som et stykke fra vores tid). Den anden side af teksten er en velfungerende intrigekomedie, der flere gange river tæppet væk under publikum. De to ender nåede efter min mening ikke helt sammen. Der var dog så mange gode momenter, så meget veloplagt spil, at det blev en aften, man husker med glæde.