Say cheese

Idéen er såmænd god. Ni skuespillere, ni forskellige fortællinger og karakterer – ni protrætter. En i udgangspunktet god struktur på en præsentationsforestilling, hvor skuespillereleverne kommer ligeligt til. Desværre bliver formen lidt for ensformig og forudsigelig. Man fanger instruktørens greb efter første portræt, som først ændres en smule halvvejs igennem forestillingen. Der er der til gengæld frataget noget af det interessante ved første del: interaktionen mellem karakteren og de indre stemmer, der veksler mellem drift og fornuft. Styrken blandt de forskellige portrætter varierer også, grundet både teksten og leveringen af den. Jeg veksler mellem at sidde og overveje hvad jeg skal købe ind til aftensmad til at være fuldstændig opslugt af fortælling og karakter.

Skal du tage ind og se Portrætter? Måske ikke så meget for iscenesættelsens skyld. Men gør det for de historier, der brænder igennem, og ikke mindst for at se et portrætfoto af en årgang fra skuespillerskolen, jeg personligt glæder mig til at se mere til.