Krøyers realiteter

Hip, Hip, Hurra! for traditionelt teater, når det er bedst. På intet tidspunkt under forestillingen, der her blev spillet non-stop, faldt jeg hen.
Preben Kristensen er suveræn som Søren, men Krøyer som efternavn. Skal jeg være 150% ærlig, er det vel P. Kristensens spil, der bærer forestillingen. – I overensstemmelse med virkeligheden, hvor alle i kredsen – med misundelse? - skelede til P.S. Krøyer.
Men hvad var der at misunde? Det fortæller stykket. For på overfladen præsenteres vi for et trivielt 3-kantsdrama, set med vor tids øjne, men under præsenteres vi for de vilkår, Krøyer havde at affinde sig med samt med hvorfor og hvordan, han gjorde det. Den vinkel gør stykket nyt og interessant – syntes jeg.