Himlens og helvedes forgård er ikke for børn

Hvis man overvejer at tage ind og se ”John Lennon er død” skal der hermed lyde en advarsel: Forestillingen er ikke for sarte sjæle. I denne forestilling må der siges og gøres alt det vi ellers ikke må, så hvis man tror, at man skal ind og se en hyggelig forestilling, hvor man kan nynne med på de velkendte sange, som John Lennon har skrevet, så skal man tro om igen. Her er både blod, bræk og andre ulækkerheder, men på trods af det, er forestillingen ganske seværdig.

Der bliver ganske vist brugt nogle af John Lennons sange i forestillingen – især ”Imagine” spiller en ganske central rolle i forestillingen – men sangene bliver ikke brugt på den polerede og hyggelige måde. Snarere medvirker de til at forstærke John Lennons demotiverede livssyn.

Scenen er sat i hvad teateret selv kalder ”en stripklubversion af skærsilden”. Her sidder John Lennon på sin faste barstol i baren, hvor man har siddet siden han døde i 1980. Derudover møder vi en aldrende stripper, ubetaleligt morsomt spillet af Charlotte Munksgaard, en ung kvinde, der har forsøgt at begå selvmord, og derudover en meget kendt dansker og en rolle mere. De sidste to vil jeg dog ikke her afsløre hvem er – det må man selv gå ind og se.

For mig er en forestilling især god, hvis den relaterer sig til verden udenfor teatersalen, og det gør denne forestilling. Især gennem den unge kvinde ser vi en kommentar til den måde mange unge mennesker tager verden for meget på sig, og jagten på offentlig eksponering, som vi ser i nutidens samfund.

Lige som Charlotte Munksgaard, der som skrevet virkelig shiner i denne forestilling, er også de andre roller velspillede. Scenografien fungerer godt, og der er lavet nogle gode løsninger, som sætter stemningen. Historien fungerer også godt, dog med enkelte handlingsspor, som fungerer mindre godt.