I DAG:
Anbefaling - Scene

På kanten af stor oplevelse og komisk kliché

The White Tribe anbefalet af Katrine Søgaard Lübben
22. august 2017
Vurdering:
Samlet vurdering:
Bælgravende mørke omslutter os. Jeg kan ikke se menneskerne omkring mig, men jeg ved, jeg ikke kender dem. En kvindestemme med spansk accent fortæller roligt og drivende, mørket føles mindre omsluttende. En dør åbner og fortællingen starter.

I små grupper af seks, bliver vi ført afsted af en person, klædt helt i hvidt. Før forestillingens start, er vi blevet delt op i grupper, så ingen går med dem, de kom med. Comfortzonen er røget sig en tur, men det fungerer overraskende fint, og et lille sammenhold i gruppen opstår hurtigt.
”The White Tribe” er navnet på gruppen, der enkeltvis deler en historie eller form for oplevelse. Efter at have delt en oplevelse med en af de hvidklædte, bliver vi ledt videre til næste ”post”. Nogle gange bliver vi inddraget i fortællingen. ”Tænk på et minde”, ”hvad er ”hjem” for dig?”, ”Hvad minder duften dig om?”

Det foregår på og omkring dokk1 – Aarhus’ nye kulturhus og bibliotek. Ideen om at se bygningens aflukkede områder og udforske de mørke bogkældre og usete rum, er spændende og pirrende. Men hele oplevelsen formår aldrig at løfte sig til noget virkeligt medrivende. De fleste små oplevelser finder enten sted udenfor eller på dokk1s offentlige områder. At stå uden for dokk1, hvor biler kører i parkeringskælderen til den ene side, og mennesker slentrer forbi til den anden, gør det svært at springe med på skuespillernes præmis, og blive opslugt af en fortælling, der skal synes dyb og få én til at reflektere. Det fik til tider oplevelsen til at føles en smule påtaget, ligesom det var svært at afkode, om skuespillerne fortalte en personlig tanke, eller om det var en indlært monolog. Det er i og for sig ikke et problem, men når man som publikum forventes at blive deltager, var det på et usikkert grundlag, som gjorde folk tøvende og tilbageholdende.

Opsummerende var der en masse gode elementer i ”The White Tribes” opsætning. Dedikerede skuespillere og stort talent for at bringe flere elementer i spil og blande rum, lyd og bevægelse. Selvom vi er mange mennesker, møder vi ikke hinanden og rent koordineringsmæssigt er gruppens arbejde imponerende. Til tider blev man revet med og universet syntes ægte og rørende. Men størstedelen af tiden herskede der en følelse af, at skuespillerne kørte i et andet spor end deres publikum, og det gjorde forestillingen en anelse utroværdig og svær at give sig hen til. Sæt noget trist musik på og stil store spørgsmål til livet. Følelsen af kliché sneg sig ind og de eftertænksomme øjeblikke lå tæt op ad de komiske. Fire små kongekroner.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
FÆNGSLENDE FORTÆLLINGER
Udgivelsesdato 20. jun
SPÆDGRY
Udgivelsesdato 9. apr
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr
Live in Turku
Udgivelsesdato 17. maj