En personlig historie for uvedkommende

Vi skal ind i en stemning. Den er farvet af to kulturer. Mozambiques og den danske, eller mødet med den. Det ender med at blive en inddragende, alvorlig leg med publikum uden pointe eller punktummer.

Vi går ind i en hvid skal og venter. En nynnen indleder og hænder begynder at interagere med publikummer gennem hvidt stof. En humoristisk indledning, der indikerer begyndelsen på en balanceakt mellem seriøs storytelling uden anden mission end at plædere for at mødes som mennesker. På tværs og på langs. Og så det grinagtige, næsten pinagtige i at introducere og indlemme os i en ukendt kultur uden nogen forklaring på dens ritualer. Til eksempel bliver to publikummer bundet op om en pæl. For så at måtte løslade sig selv til et smil. Intet andet. Og en anden bliver nærmest kommanderet til at rejse sig og vikle sit halstørklæde af. Var det utrygt? Ja. Var det en pointe? Sikkert. Husk jeres privileger (“this is your freedom”), men hvorfor skal det gøres i en konstant skiftende leje af imødekommenhed, ofringsseancer og joking around? I do not follow.

Musikken var spændende, en stemningsskaber, der desværre fik resten til at blegne. Ligesom planlagte strømafbrydelse (husk, vi er i Afrika!) forlængede en lang omgang telling, not showing.