Den evige trekant.

Manden, konen og elskeren er sammen julenat. Så er der lagt op til drama.
Han er den verdensberømte skagensmaler P.S.Krøyer, hun den skjønne Marie og elskeren den talentfulde svenske komponist (Midsommervalsen) Hugo Alven.

Historien kender vi fra virkelighedens verden. Roman/biografi, på film (Bille August) og nu også Vivian Nielsen har valgt at give os ”Krøyers yderste nat” på teatret.
En næsten klassisk Strindbergs konfrontation, med brændende erotisk besættelse, trofast hengivenhed, kvindefrigørelse (det er nok ikke noget tilfælde at Marie refererer til et Dukkehjem og Noras smækken med døren) – og kunstens vilkår.

Julenat, mens stormen brager over Skagen, blottes sjælene.
P.S. Krøyer på udgang fra Sindssygehospitalet viser sit kunstnersind, snart euforisk opstemt, snart på vanviddets rand. Maries tro på kærlighedens magt, i sin vaklen mellem de to mænd – Krøyers skaberkraft og Alvens erotiske udstråling.
Og sikke en tour de force, når Preben Kristensens temperament raser – en pragtpræstation, der naturligt får de to modspillere til at blegne. Marie (Maibrit Saerens) er smuk og følt i sit stille oprør – med til flanøren Hugo Alven, er der ikke meget i dramatiker posen.

Der var stormvarsel over Skagen – alle overlevede og vi blev slet ikke frygtelig skræmte – vi havde ligesom oplevet det før.