Kukkasseteater

Kærestebreve sætter ultimative krav til Malene Schwartz og Jesper Langberg.
På scenen står 2 borde med stole, og her sidder de sammen i rummet, men adskilt i tid.
Skuespillerne øser ud af deres talent. Medens de læser op af de sendte breve, levendegør de et levet liv, alene ved deres mimik, håndbevægelser og de fine nuancer et langt liv, de nu kan give deres stemmer.
Den minimalistiske sceneopsætning, kombineret med salens dæmpede lys kræver tilskuernes fulde nærvær.
Opgaven er svær, stykket er nærmest et hørespil i teatret, og tilbage i salen må det være vanskeligt, både at følge skuespillernes fine mimik og høre, hvad der bliver sagt.
A. R. Gurney skrev stykket i 1988, og det virker i dag lidt altmodisch i dens beskrivelse af amerikansk overklasse i midten af forrige århundrede og klichefyldt i tegningen af den rige Melissa, som ikke behøver at arbejde for føden og bliver kunstner, men ude af stand til at få fodfæste i sit liv. Hendes forældre blev selvfølgelig skilt og blev drikfældige som hun også selv blev i sit efterhånden miserable liv,
Andy blev af Jesper Langberg tegnet som et fint, usikkert, men målsøgende menneske, der i virkeligheden levede sit liv som en amerikansk bedsteborger, stræbende opad, med svigt i sit liv, vi ikke hører meget til, men efterhånden med sæde i senatet og et familieliv, der kun på facaden lever op til den amerikanske drøm.
Vi skal blive klogere på os selv og andre ved at se stykket, men trods de to medvirkendes indsats, blev stykket aldrig rigtigt vedkommende.