Fremragende skuespil i drama om store drømme

På Folketeaterets lille scene Hippodromen mødte min ledsager og jeg den 19-årige René, som bor sammen med sin mor, som er ramt af en blanding af migræne og selvmedlidenhed. René omgiver sig, udover sin mor, med sine to venner Theis og Winnie og sin brovtende kollega Jens Jørgen, men han lever især når han fantaserer om det store verdensrum, og om en dag at blive astronaut. Trods en, lader det til, ganske god intelligens, viser det sig dog at være et projekt med store udfordringer.

Hele stykket udspiller sig i en lejlighed, som med ganske enkle, men meget effektfulde virkemidler, får en til at tænke på de store betonhøjhuse på vestegnen. Man fornemmer ørkesløsheden og modløsheden, som er trængt helt ind i de mennesker som bor der, inklusiv de personer vi mødes i denne forestilling.

Handlingen udspiller sig i firserne, hvilket man får vist på en del forskellige måder i forestillingen. Dels er der et gennemgående soundtrack af genkendelige firserhits, og dels præsenteres vi både for høj firserhestehale, langt nakkehår og noget så eksotisk som en moviebox.

Såvel scenografi som rekvisitter fungerer således super godt, og det gør skuespillet også – for det meste. Nicolai Jørgensen er det utvivlsomme højdepunkt i hovedrollen som René – som min medanmelder udtrykte det, så VAR han bare René. Han er i sig selv en god grund til at se denne forestilling, og til at kigge efter hans navn i kommende forestillinger. Selv de ret erfarne skuespillere Lars Bom og Mette Horn overstråles af dette nye, store talent, som er netop nyuddannet fra Den Danske Scenekunstskole – i øvrigt samme skole som de andre unge skuespillere Mads Reuther og Mette Klakstein Wiberg kommer fra. Nicolai Jørgensen fremstår med sit meget naturlige spil som den autentiske person blandt tegneseriefigurer, og netop her ligger en mindre god ting ved forestillingen. Især Mette Horn og Mads Reuther kommer til at synes overdrevet i deres spil, og det gør deres roller mindre troværdige.

Det ændrer dog ikke på, at jeg synes forestillingen er aldeles seværdig. Historien om at rive sig fri af sine egne og andres mønstre, og kampen mod sin egen trang til at please alle andre, genkendes på tværs af tid og sted. Igennem forestillingen tog jeg mig i hvert fald i adskillige gange at tænke, at jeg godt kunne genkende de problematikker der blev udspillet på scenen.