Teaterkoncert Bob Dylan

Stykket starter ud med humor og blå pæne dydige uniformer, men lidt uden den intensitet som jeg som jeg havde forventet. Lyden havde flere skønhedsfejl, som bestemt er tilgivet grundet at det var premieren. Dog var der ikke meget at sætte fingeren på mht. scenografien. Den var simpelthen fantastisk. Og det samme kan siges om kostumerne. Der var skabt et samfundskritisk, ærligt, lystfyldt og direkte univers, som man blev trukket ind i. Dog var der noget der nagede mig lige fra første sekund. Det virkede falsk at sidde foran Dylan sange i en stor sal, der med udskåret loft og guldmalede balkoner, forsøger at skrige pompøs og ”over”-kulturel kultur! Det passede bare ikke til den buskede mand der gennem hudløs ærlighed har lagt fundamentet for generationer af musikeres inspiration, men de pæne damer og store mercer-mænd mæskede sig i det. Og hvem er jeg til at dømme, hvem der bør ”eje” Dylan mest og måske er det hele meningen med musik, at vi alle får hver sin ting ud af sange, melodier og tekster.

Selve stykket kunne af og til godt virke en smule usammenhængende, men startens manglende intensitet steg i kraft af stærke, gode stemmer og en ret velovervejet teatralsk fortolkning af teksterne. Lyset blev brugt helt rigtigt. Det var intet mindre end umuligt ikke at overgive sig til det univers der blev skabt af farver, kontraster og ikke mindst simple men gode effekter. Hvis man sammenligner teaterkoncerter som Tom Waits og Nick Cave, så har de to kunstnere jo et meget mere brutalt, teatertralsk og intenst udtryk direkte i deres tekster og musik, så jeg var ganske spændt på, hvordan man ville komme rundt om det med Dylan. Men det var slet ikke noget problem. Hatten af for det, hvis nu jeg havde været fin dame nok til hat. Skulle man have kappet 15 min. af det hele og droppet pausen – YES! Men lad nu det ligge. Dylan duer – også på teater.