Dans der stikker dybt

Kitt Johnson gør det igen. Hun har en evne til at fortælle en masse uden ord og med sin helt særlige måde at udtrykke sig på, som hun også gjorde i blandt andet Rankefod. Forestillingen er meget sanselig, stærk og smuk visuelt. Det er særligt smukt når hun smider pelsen (huden/ facaden) og er ren krop, uden hoved, der gør den nøgne kvindekrop til noget helt særligt og identitetsløst og samtidig bliver det seksuelle vendt på hovedet og kroppen gjort til et instrument. På et tidspunkt slår hun sit lange hvide hår ud - håret, som er et billede på kvindelighed. Men her er det igen uden ansigt - kvindelighed uden ansigt, og Kitts yndefulde måde at kærtegne sit hår og sine skuldre på gør det absurd og poetisk på samme tid. Forestillingen prikker lidt til den normale forestilling om krop, kvinde og seksualitet...
Alt er gennemarbejdet ned i mindste detalje, og musikken af Sture Ericson samt lyset er med til at lulle én ind i det særlige univers der udfolder sig foran én på scenen.