Socialrealisme.

Hold nu op. Jeg gik derfra med en følelse af at være inviteret til familiemiddag i min egen familie. Der var så meget man kunne nikke genkendende til.

Hvordan man ikke altid føler sig bedst tilpas i sin familie hvor man netop af alle steder burde være tryg.

Vi møder i stykket fader, to døtre og den ene datters mand. Vi starter med en begravelse af døtrenes mor.
Og så kommer vi ellers gennem både livet sider i et parforhold, forholdet mellem fader og døtre og vi ser og hører hvordan bebrejdelser, hån mm bliver gemt til side selv om det engang imellem lige kommer op til overfladen.
Vi hører familien diskutere arv længe før faderen overhovedet er i nærheden af at dø og vi møder jalouxiens grimme ansigt.

Kunne fornemme på publikum at mange fandt det enormt komisk, det må jeg være ærlig at sige jeg ikke gjorde. Tragikomisk måske, men mest af alt dybt alvorligt, da det faktisk afspejler 80% af alle familier.
Det gav virkelig en noget at tænke over og man fik råt for usødet at se hvordan en familie fungere bag overfladen.
Der er en tendens til i samfundet at alt skal se så pænt ud og være så skønt og lykkeligt mm. Men når først man får åbnet op for virkeligheden så er det hele slet ikke så pænt længere.

Stykket er rigtig godt, men forventer man et teaterstykke der kun skal underholde så skal man ikke gå ind og se det. Man skal se et hvis man tør se sig selv, sin familie og sine omgivelser i øjnene og erkende at livet ikke altid er så lyserødt som det billede vi maler af det.