DRØMMENDE DRAMA

” Kan du høre, hvad jeg siger? Løft hånden, hvis du kan høre, hvad jeg siger. Kan du løfte hånden? Nu lyser jeg dig ind i øjnene. ”

Scenen bliver lagt i mørke og stemningen er uhyggelig fra start. En ung pige er kommet til skade i et færdselsuheld og er indlagt uden bevidsthed. I koma. Uden for denne verden. Eller er hun nu det - uden for verden? Vil det ikke være interessant, om man via en scanner og et magnetfelt kunne trænge ind i hendes mørke og fastslå, om der foregår noget i hendes sind. Læse hendes tanker og baggrunden for dem. Og hvis man kunne, vil det så ikke være et forskningsmæssigt gennembrud? Men må man i det hele taget læse andre folks tanker?

Etiske spørgsmål trænger sig på i hjerneforsker, forfatter og dramatiker Mikkel Wallentins debut på Aarhus Teater. Vi er på Studio, og her er stykket ”Det vi ved” effektfuldt sat i scenografi af Igor Vasiljev, som har skabt en både streng og sanselig verden i mødet mellem naturens frodighed og videnskabens kolde og nøgterne linjer i beton og glas og fravær af menneskesyn. Det hele båret af solide lyssætninger i hver side af spillegulvet. Der projekteres enkelt og æstetisk farverige illusioner, eller måske illustrationer, af træværk og natur ind over scenen, hvilket bidrager til dramaets drømmende atmosfære.

32 dramatiske og imponerende hurtige sceneskift bliver vi udsat for. En metallisk lyd som fra en maskine, der standser jern ud, markerer skiftene og alt bliver mørkelagt. Næste scene.

Forskeren bruger sin hjernescanner og en alarmlyd for at konstatere, om der er bevidsthed hos patienten. Bevidsthed er for ham en elektrisk aktivitet i en klump biologisk masse bestående af fedt og vand og væv. Alarmen lyder, når en impuls registreres. Hans skeptiske assistent går bag om tallene og ser snarere bevidstheden som tale og tanke, der får noget til at ske mellem patient og omverden. Her spørger Mikkel Wallentin, om det er muligt via forskning at blotlægge et menneskes sociale bevidsthed. Og hvad siger patienten til det? Har hun lyst til at medvirke? Er forsøget et overgreb?
”Spørg hende, om hun har det godt”, er et stykkets centrale replikker.

PIGENS ULYKKE SAT OVER FOR FORSKERENS MAGTBRYNDE og higen efter resultater er akslen, hvorom handlingen drejer. Her til kommer forskerens udnyttelse af den underkuede assistent, der har ambitioner om en uddannelsesstilling. Når scanneren bliver tændt, er det som om, vi alle er lagt ind i et magnetfelt og får gennemlyst vort inderste væsen og tankegods.

Petra Berg Holbeks intense og meget stærke iscenesættelse indrammer manuskriptet surrealistisk i en sfære af stille musik, kraftige lyde, farverige billeder og iskold lyssætning. Undervejs ærgrer det en smule, at nogle optrin doceres vel korporligt med lidt for megen råberi mellem forsker og assistent. Her ville dramaet have været forløst bedre med sydende underspil på et mere facetteret register. Skuespillet udtrykker ellers overbevisende inderlighed, vrede og eftertænksomhed og åbner de følelsesmæssige sluser flere gange.

Som pigen i omdrejningspunktet for det hele er Julie Buch-Hansen. Hende følger vi med tilbageholdt åndedræt i scener, der afslører problemfyldt barndom med forældre, som ikke helt er til stede i hendes liv.
Nanna Bøttcher spiller overbevisende henholdsvis hendes mor og en journalist med sans for sensationel forskning og gode historier og ikke mindst tæft for, hvordan man på mere kødelig vis lokker oplysninger ud af forskeren, solidt fremstillet af Christian Hetland. Hans assistent i Kjartan Hansens skikkelse er fint placeret som mennesket, der forsøger at forstå mere end tal og alarmlyde fra en scanner.

Forestillingen holder mig fanget i alle 80 minutter og pirrer og plager såvel hjerne som hjerte.

”Det vi ved” spiller på Aarhus Teaters Studio frem til 28. maj 2016.