Grin og galskab

De to ”Desperate Men” står og fumler backstage for åben dør, mens vi går ind i den nøgne sal og får vakt nysgerrigheden af den mærkværdige bunke rekvisitter, der ligger midt på scenegulvet. Kort efter kommer de to mænd ud og byder på mest uformelle vis publikum velkommen, small-talker, joker lidt osv. De forklarer, at ”We haven’t started yet. We will in a bit. Then we will go to the end, and then we’ll stop.” Så er stemningen, hyggen, komikken og nærheden med publikum ligesom sat. Dog tror jeg stadig, ingen af os havde forestillet sig, hvor skingrende absurd, hysterisk morsom, åndssvag og helt igennem gak forestillingen ville være. Forventningen om dadaisme bliver indfriet for fuld skrue. Første verdenskrig er også fuldt til stede, men skal til tider ledes efter. Alvoren ligger dybt begravet, men kan vagt fornemmes, ligesom man til tider aner en underliggende symbolisme, f.eks. når en af spillerne helt konkret spiser en bid af Karl Marx’ ord og en del senere spytter den ud igen – eller når han tæller alle årstal fra 1918 og frem til i dag. Dadaismen og groteskheden er måske ikke for alle, men der er ingen tvivl om at latteren konstant hersker i salen, og man kan sige hvad man vil om de to desperate mænds skøre krumspring og absurde komik – men man har i hvert fald ikke set det før.