Fortravlet Anna Karenina

Hvem er hun hende Anna Karenina? Denne berømte litterære kvindefigur fra 1800-tallets Rusland, der er i en klasse for sig. Det havde jeg - der ikke har læst Tolstojs 1000 sider lange roman - glædet mig til at finde ud af. Anna Karenina er gift, men forelsker sig og vælger at lade sig skille fra sin ægtemand. Det betyder, at hun efter tidens normer må forlade sin 8-årige søn. Hvad gør dette ved en kvinde? Forelskelsen, den skæbnevangre beslutning, forkastelsen, smerten ved at forlade sit barn?

Den gudesmukke Stine Stengade spiller sin rolle som Anna med stor ømhed og feminitet, med stor udtryksfuldhed og mange facetter: som kvinden, der blomstrer i ren og skær glæde ved at blive elsket, som den begærende, hensynsløst krævende kvinde, der vil have sin vilje og som den modne, klarsynede kvinde, der i øjeblikke med stoisk ro kigger sin skæbne og den smerte, den pålægger hende, direkte i øjnene. Det er stort!

Det er et ambitiøst projekt, Betty Nansen Teatret har kastet sig ud i. At oversætte en tusind siders episk roman fra zartiden i 1800-tallets Rusland, en roman med et stort persongalleri, en uendelig palet af følelsesmæssige tilstande og sociale og eksistentielle spørgsmål. Instruktøren Alexa Ther og manuskriptforfatteren Armin Petras gaber efter min mening over alt for meget - og den stærke fortælling, der kunne være skåret enklere, drukner i en fortravlet stemning og i alt for mange skift og sidehistorier.

1. akt byder på flere bevægende dramatiske højdepunkter: som i scenerne, hvor Anna forføres af Vronsky, og de ikke kan holde fingrene fra hinanden - og i et par fantastiske scener, hvor stemningen mellem Anna og Karenin er uudholdelig og forgiftet. Det er dybfølt og nærværende skuespilkunst. Men i 2. akt drukner nærværet i elektronisk musik, humoristiske bryllupstoner mellem Levin og Kitty og filosofiske speedo-samtaler om Gud, kunsten og kærligheden (den klarer vi lige på ti minutter).

Instruktøren har benyttet sig af en interessant teknik. Den alvidende fortæller fra romanen, der har indre blik på personernes tanke- og følelsesliv, er lagt over i personernes egne tale, sådan at de selv ved siden af deres replikker beretter om deres indre sindstilstande i en 3. persons fortællerstemme (Anna siger højt: Anna rødmede og kiggede ned i gulvet). Denne teknik fungerer visse steder fint, men tager overhånd. Gennem hele 2. akt havde jeg en fornemmelse af at skulle jabbes igennem 500 siders interessante tanker omkring kærligheden, kunsten og livet, men uden at jeg nåede at mærke dem blive levendegjort imellem skuespillerne, bortset fra i enkelte stærke glimt (som i scenen med barnet og bamsen og scenen med Anna, der danser vildt). Show it don't tell it siger man inden for journastikken og fortællekunsten - og det glippede desværre i 2. akt, hvor der var alt for meget, der blev sagt og ikke vist. Og derfor ikke følt. I hver fald ikke af mig.

At iscenesættelsen stod og trippede mellem at være en historisk beretning (med russisk snit i scenografi og kostumer) og et moderne parforholdsdrama, klædte den ikke. I den ene scene fik man en fornemmelse af zartidens sociale og politiske magtfaktorer og i næste scene blev der talt om biograffilm og børnebogsmanuskripter. Der blev talt om russiske balller, at debutere på den sociale scene og så blev der pludselig spillet Lou Reed. Og desværre tippede det i 2. akt for meget over i moderne samspilsramt familiedrama. Og så bliver Anna Karenina - som Hedda Gabler og Medea og andre historiske kvindeskikkelser, der er blevet spillet på Betty Nansen - forvandet til skrøbelige, afhængige (sindsforvirrede?) kvindeskikkelser, der må bukke under for livets skuffelser. Så forsvinder stoltheden og storheden i karaktererne, der er af en anden tid og et andet format. Den Anna Karenina, jeg fornemmede at se i Stine Stengades spil i 1. akt, fik jeg ikke lov at følge til dørs. Fordi det larmede...

Desværre!

For al respekt, trods alt, for at have forsøgt sig ud i det ambitiøse projekt...og for gode skuespilpræstationer, flot scenografi og lyssætning.