Chelsea Mannings Lange Rejse

Omdrejningspunkterne for denne forestilling er ikke kun bundet op på lækage af fortrolige dokumenter, moralsk krigsførelse og ytringsfrihed. Det bærende element er faktisk tilblivelsen af kvinden Chelsea. Der uendelig længe var fanget i en mandekrop. Fanget i en verden hvor der ikke var plads, mulighed eller forståelse for kvinden Chelsea. En verden hvor alt var forkert.

Fortællingen bæres og formes eminent af Anders Budde Christensen. Der ene mand afvikler 100 minutters teatermonolog så det føles som en kæmpeopsætning. Skuespilleren forsvinder hurtigt ind i et hav af karakterer og fastholder let min opmærksomhed.

Den nøgne scene domineres af en 8x6 fod stor glasboks. Der både tjener som fængsel, kontor og lærred for diverse videoklip. Geografiske springer vi over hele verden og alligevel tabes tråden aldrig.

Hamskiftet fra mand til kvinde afvikles med indfølelse og stor dygtighed. Krigens skyggesider forklares nøgternt og du forstår til fulde soldatens brud på reglerne. Faktisk undrer jeg mig kun over hvorfor ingen andre fra Mannings afdeling har gjort det samme.

Det politiske teater er vitterlig tilbage for fuld udblæsning og modsat 70ernes moraliserende tone, så søger man nu iscenesat dokumentarisme. Det fungerer på Mungo Park og forestillingens pointer er oplagt emner for diskussion.