Ærgelig start på CPH Stage 2019 med dette miskmask om krop og sex

Så mange medier behandler temaet om krop og seksualitet i dag, så man skal have boet i en bjælkehytte hvis ikke man allerede har set/hørt/læst en masse om emnet og taget stilling til det. Dette stykke tilføjede desværre intet til debatten for mit vedkommende. Man kan måske synes det er morsomt at se nye kønnede kroppe opstå når de forskellige kroppe sættes sammen ved hjælp af videoprojektion, men hvad så? Er det bare mig, eller har vi ikke – lige nu anno 2019 – allerede foregrebet spørgsmål om kroppens tilfældighed, koblet med kroppens enorme betydning i populærkulturen, på meget mere spændende vis?

Dette tema er ofte ret politisk, og her formåede She She Pop ikke at tilføje nyt, og derfor synes jeg at mere refleksion og poesi kan være sundt. Desværre var dette stykke mere en form for slapstick - tilført lidt højpandet tysk litteratur, nåååå ja, og så 50 Shades of Grey i et par episoder, så man kan sikre sig at alle kan have en holdning til det.

Jeg har aldrig læst Wedekinds Vårbrud, eller set det opført, og det viste sig at være ærgerligt for min forståelsesramme for 50 Grades of Shame. Det var ofte svært at følge med, når de analyserede videre som en slags respons på Wedekinds’ karakterer og temaer, i forskellige brudstykker af stykket. F.eks. når den unge karakter Wendla pludselig ber’ en anden karakter om at slå hende: hvordan skal den handling forstås i sig selv hvis man ikke har forståelsen for resten af Vårbrud?

Formålet med at oplæse dele af Vårbrud var uforståelig. De kunne have valgt at præsentere temaerne bedre – specielt når det havde været oplagt med den ramme de faktisk havde sat for stykket: et slags undervisnings set-up hvor publikum var elever. I stedet for opførte de ord for ord den gamle tekst i mange vigtige passager. Måske de skulle ha nyfortolket det rent formmæssigt også? Det virkede på mig som om, at det var for at låne lidt intellektuel glans til deres poppede og fjollede indspark om kroppen. Samtidig gjorde de teksttunge dele det svært når det var på tysk og der var undertekster (eller overtekster for de var reelt oven over skuespillerne).

Musikken var et højdepunkt og deraf den ene stjerne. Den anden går til at de i det mindste forsøgte at være opfindsomme. Selvom jeg glædeligt tænke ”er vi allerede ved scene 8 nu, så er det måske snart slut”, prøvede de, i det mindste, at skabe noget. Det var bare slet ikke raffineret nok – det var som om de prøvede at kvase så meget ind i stykket som muligt. Når de behandlede sex og tabuer, var det kliché fyldt og kedsommeligt. Jeg tror teaterholdene på min gamle efterskole nemt kunne have iscenesat noget langt mere spændende med de samme ressourcer.

Så selv hvis man forstår tysk godt og kender til Vårbrud, kan jeg ikke anbefale dette et miskmask af et stykke, der ville nyde godt af en hel række fraklip og nye valg…