Solidt stykke med manglende gennemslagskraft

Den røde tråd var den lange, medrivende monolog, der blev tilført styrke af de andre karakterers indskud i handlingen, og som blev båret af en kraftfuld og dybt troværdig hovedrollepræstation.

Desværre savnede jeg en mere kompromisløs iscenesættelse. Rammerne var der ellers med den smalle, simple scene og publikum på begge sider. Det afspejlede den tomme, åbne plads hvor boligbyggeriets drankere hænger ud, og hvor folk kan kigge lige ned, direkte ned i afgrunden.

De mange dramatiske lys og lydeffekter distraherede i forhold til den barske virkelighed vi fik fortalt. Det mindede mig om den gamle litterære tommelfinger regel ”show don’t tell”, da disse redskaber ofte forsøgte at udpensle eller dramatisere handlingen, i stedet for at tilføre den vigtige ekstra dimension. Det havde hjulpet min indlevelse hvis iscenesættelsen indirekte havde båret handlingen fremad.

Den centrale monolog blev så godt leveret af alle tre karakterer at det næsten var synd at teatrets muligheder for at løfte det op på et højere forståelsesplan ikke blev udnyttet.