Traumatisk skæbnetragedie

Et meget fint og frisk handlingsforløb, der får sveden frem, som spyttet fyger gennem luften. Næsten hele vejen igennem er intensiteten eller noget lige under overfladen i luften, selvom det tager lidt tid, før dialogen løfter sig fra drengerøv. Rigtig flot scenografi og teknik, som Grob har for vane. Replikkerne når ikke helt op på bagerste række, hvilket er synd, når det for korte ryglæn i forvejen gør, at man sidder fremme i sædet. Troværdigheden kniber få steder, men udvikling mod enden er så dramatisk, at man kan se gennem fingre med det her i starten af spilleperioden. Den er lige ved at være der - men veksler mellem det helt personlige og den store samfundsklinge. Med fordel kunne et par ekstra rekvisitter eller udefraforstyrrende påvirkninger udover telefonopkald give det sidste.