Hver enkel mand i bådene

Først: Hvorfor skal vi sidde i en nok så intens stirrecirkel, når det går ud over muligheden for at se skuespillernes ansigter?

Jeg er med på, at fortællinger kan stå stærkt uden fysiske virkemidler, og at man kan nå langt med godt spil. Det bliver bare for abstrakt, uklart og uhåndgribeligt i et importerede dobbeltmonologstykke om bådflygtninge versus vores egen boble. Der bliver lidt i overført betydning ikke talt nok sammen, når der samtidig heller ikke bliver stillet spørgsmål. På trods af, at det er pågående, når kvinden henvender sig direkte til publikum, og manden dasker til en. Enten må vi konfronteres, eller også må vi tænke selv. Det blev en underlig blanding, hvor rygvendte replikker går tabt, og andre bare ikke modtages til eftertanke. Hvad skal der ske!?

For det er vigtigt at kunne tage andre mennesker med ind i sine tanker, den der empati, og man har lyst til at engagere sig, men ender med faktisk at få forståelse for, hvorfor nogle kan trække på skulderen af - ja, døden og det hele. Det store verdensbillede. Det var et andet, uforventet outcome, og et, der kræver mere at behandle, end jeg fik med mig fra Husets ellers fine teater.