I DAG:
Anbefaling - Scene

En enestående teateroplevelse

FANNY OG ALEXANDER anbefalet af Henrik Faarup
20. september 2019
Vurdering:
Samlet vurdering:
Ingmar Bergmans fortælling om Fanny og Alexander er fortællingen om familien Ekdahl, der i fællesskab og gennem generationer har drevet et teater i en svensk by. Familiemedlemmerne er på mange måder mangfoldige, og derved et spejlbillede af de fleste familier. Familien Ekdahl lever det muntre og lykkelige liv og tilhører det bedre borgerskab såvel i anseelse som økonomisk.

Oscar Ekdahl er familiens mandlige overhoved og udover at være far til Fanny og Alexander er han også direktør for familiens teater.

Tragedien sker da Oscar pludselig dør og efterlader sin kone Emilie den tunge byrde at overtage rollerne som familiens overhoved, teaterdirektør og at være alene om forældrerollerne.

Efter en periode vælger Emillie at gifte sig med biskoppen og forlader derfor familien Ekdahl. Ægteskabet med biskoppen er dog langt fra så lykkeligt som Emilie havde forventet. Det viser sig at biskoppen har en helt anden tilgang til det at være overhoved i en familie. Opdragelsen er streng og værdierne understøttes og retfærdiggøres i troen på Gud.

”Fanny og Alexander” giver god anledning til eftertænksomhed, og specielt det at familiekulturer kan være ganske forskellige og at dette kan give vidtrækkende følger for børn, når skiftene sker midt i deres opvækst. Ligeledes er det en tanke værd, om den stærke tro på Gud kan retfærdiggøre fysisk og psykisk afstraffelse?

Scenografien er på mange måder enkel og spartansk – men det fungerer perfekt og giver elegante sceneskift mens teaterstykket spilles.

Kostumerne er flotte og tidstypiske for begyndelsen af 1900-tallet. På forunderlig vis bliver kostumeskifte midt på scenen brugt til at vise sceneskift uden ophold i teaterstykket – Det er flot og elegant og nærmest usynligt. Fanny og Alexander spilles af voksne skuespillere. Men for at give publikum illusionen om at det er børn optræder Fanny og Alexander begge som dukker – Jeg synes det er genialt tænkt og fremført.

Musikken har fået sin helt egen plads på scenen hvorved den ”musikalske mirakelmand” bliver en integreret og natulig del af forestillingen, hvor han præsterer et spændende musikalsk arbejde.

Skuespillerpræstationerne er helt i særklasse – det er virkelig en flot og sammentømret præstation. Jeg er vild med Isak der spilles af Jørgen W. Larsen, men stykkets ubetingede stjerne er Emilie Ekdahl der spilles af Nanna Skaarup Voss.

Instruktøren fortjener en kæmpe applaus og de mange virkemidler gør, at jeg giver en ekstra kongekrone for det helt enestående håndværk. Jeg tænker her på føromtalte sceneskift, kostumeskift på scenen og at den ”musikalske mirakelmand” der har sin helt egen plads på scenen. Det hele fuldendes af at skuespillerne ikke nøjes med scenen men bringer skuespillet ud blandt publikum på bedste totalteatervis.

Hele forestillingen er absolut en oplevelse man ikke må gå glip af – jeg giver 6 ud af 6 kongekroner for denne enestående teateroplevelse.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
The Wether Report
Spilleperiode 24. apr - 26. apr
As Time Passes
Udgivelsesdato 26. apr
Twain Walking
Udgivelsesdato 12. apr
Vi maler byen rød: The musical
Spilleperiode 4. apr - 27. apr