Lag på lag

På Riddersalen forventer man sig mest af alt en respektløs forestilling med satirisk, humoristisk afsæt.
Peer Gynt har det hele med. Der er herlige fantastiske kostumer, mundret, ind imellem, skæg dialog og 3 skuespillere, der i en velfungerende scenografi af Dorte Holbek, boltrer sig i et utal af roller.
Og så alligevel!
Det fremgår af programmet, at holdet bag forestillingen, inden de gik i gang, læste Ibsens Peer Gynt igen og igen. Ind imellem har skuespillerne vanskeligt ved at nå ud over scenekanten med de brogede løjer. Det kan vel ikke forventes, at publikum på forhånd kender Ibsens teaterstykke. Men her vil det bestemt være en fordel.
At finde ind til kernen i sig selv vil altid optage, og vi kender alle til den fristelse, som Peer falder for - at brodere på sandheden, og her vises, hvor galt det kan gå, hvis der broderes så meget, at det bliver umuligt for andre og en selv at finde ud af, hvem man er.
Ibsen anvender symbolsk billedet af et løg, hvor lag på lag skrælles af. Måske bevidst? Løget har jo nemlig ingen kerne, så der er intet at lede efter. Men hvad så?
Vi synes, at løjerne bliver for indfprståede. Skuespillerne gør, hvad de kan, men alligevel bliver vi ikke fanget ind af en forestilling, der er lidt for kikset og lidt for lang.