Modig og rørende klovneforestilling.

For nylig viste tv2 Armadillo i fjernsynet, en film jeg så, som forargede mig og rørte mig. For det er en virkelig stærk og god film, og jeg tænkte for mig selv at ingen film, bog, billede eller teaterstykke ville kunne skildre krigen i Afghanistans rædsler, heltemod og kammerateri mere tydeligt end denne dokumentarfilm.

Jeg tog fejl.

Jeg siger ikke at Pinkie er en mere realistisk fortælling om krigen i Afghanistan, men efter firs minutter i selskab med fire karikerede klovne sad jeg tilbage med den samme følelse, som fyldte mig da Armadillo blæste hen over mit 42 " fladskærms TV.

Jeg må indrømme jeg kedede mig lidt i starten, som om at slapstickhumoren og de karikerede bevægelser ikke rigtig fangede mig, og jeg synes at energien i rummet til tider faldt lidt fladt. Men da først kontrasten mellem slapstickhumoren og den "virkelige" verden begyndte at sætte ind var jeg solgt. Pinkie er en fantastisk modig forestilling som bruger det groteske til at tage fat om roden på problemerne, og vores deltagelse i krigen og den effekt det har på vores soldater går så tydeligt igennem, fordi der ikke bliver lagt fingre imellem.

Der er så mange ting denne forestilling gør rigtigt. Der er hele fascaden, Klovne, Circus inspireret musik, og en række af klassiske "falde på halen" numre som bliver gentaget igen og igen, men som bliver mindre og mindre sjove des længere vi kommer ind i fortællingen. Derudover er der flere gange publikumsinteraktion, som i starten er skægt, senere slår over i pisseirreterende og ender i hamrende uhyggeligt. Men der hvor fortællingen virkelig brillierer er i dens makabre forudsigelighed. Vi (publikum) ved hvor vi ender, og vi gør ingenting. Vi sidder som paralyserede og følger denne tragisk-komiske historie udfolde sig, og vi griner og græder, men fordi forestillingen gør brug af sit publikum er vi mere end bare beskuere, vi er vidner, gidsler, "civilister". Men klovnene de er sgu ligeglade, de er jo klovne, hvorfor skulle de ikke være det!