BRANDFARLIG SATIRE I RØG OG DAMP

”Hvis de var rigtige brandstiftere, tror du så, de manglede tændstikker?”
Ordene er Hr. Biedermanns og hustruen den bekymret lyttende skeptiker. Hr. Gottlieb Biedermann har netop ladet to fremmede flytte ind på loftet i sit hus. Han tror altid på det bedste i mennesket og tager det muntert afslappet, at der med gæsterne også følger brandtromler, twist og lunter. De nytilkomne mangler bare en tændstik. Den sidste er brugt.

Replikken er central i Max Frischs stykke ”Biedermann og brandstifterne,” som i 1958 var med til at sikre den schweiziske dramatiker og forfatter sit gennembrud.
Vi er inviteret til en omgang intelligent og tidløs politisk satire i Christian Tafdrups iscenesættelse og David Gehrts effekt- og farefulde scenografi holdt i absolut brændbart to-etagers hus med træpaneler, -vægge og -gulv. Dertil rigeligt med scenerøg. Stykket har rod i Frischs samtid i efterkrigstidens Europa med kommunismen marcherende i Øst og Hitlers regime frisk i erindringen.

Hr. Gottlieb Biedermann (Nicolaj Kopernikus), retskaffen og venlig og succesrig hårvandsopfinder, tager med rødvin og cigar godtroende imod sine gæster. Snart slesk, snart med ulveblik. Men brandstifter Schmitz charmerer sig lige i hans hjerte med ordene: ”Jeg kender Dem kun fra den bedste side. De har moralsk mod og regulær samvittighed.” Biedermann lapper det i sig, lader sig overvælde og trakterer straks sin gæst, som har en forhutlet fortid, inden han en dag kom på et teater, som sjovt nok kort efter brændte ned.

Biedermanns kone, Babette, (Nanna Bøttcher) er mere afmålt og usikker på situationen. Især da Schmitz´s kompagnon udi ildspåsættelse, Eisenring, præsenterer sig som tidligere overtjener på restaurant Metropol. Før det brændte. Biedermann indser, at noget måske er galt, men er stadig blind over for den lurende fare og beder samtidig sin kone om at afvise sin fyrede svend, Knechtling, ved døren med ordene ” Latterligt at han vil tale med mig på grund af en opsigelse. Han kan bare få sig en advokat.” Biedermanns bedsteborgerlige og frygtsomme logik tilsiger ham i stedet at invitere brandstifterne på stor middag. ”Hvis jeg melder dem, får jeg fjender, hvis jeg inviterer på middag, får jeg venner.”
Aarhus Teaters kor binder de enkelte scener fint sammen med ildevarslende indslag og -spark såsom: ”Mere blind end den blinde er den frygtsomme.” Den splittede Biedermann er frygtsom, og sér ikke før det er for sent.

SANDHEDEN TROR INGEN PÅ
De mystiske gæster skjuler på ingen måde deres forehavende. ”Den bedste camouflage er sandheden. Den er der alligevel ingen, der tror på,” pointerer en af brandstifterne. I stykket bliver de sindbilledet på vores egen frygt for det, vi ikke kender eller vil kende. Om så brandstiftere gestalter sig som ekstreme højre- eller venstreorienterede provokatører, jihadister eller noget helt fjerde.

Det handler om meninger, vi ikke vil erkende, men gerne have alligevel. Vi vil gerne være medmenneskelige, men lykkes vi med det? Eller er vi i stedet tossegodtroende lemminger, der blindt følger andres vink uanset prisen. En udtalt splittelse mellem det gode og det onde i mennesket. ”Jedermann, Biedermann”, lyder det fra brandstifter Schmitz, spillet helt vidunderligt af Morten Suurballe som en Boris Karloff-lignende lemmedasker af en enfoldig, men beregnende personage. Bare at se ham indtage et hårdkogt æg. Gysende morsomt. I radiospillet i 1958 lod Max Frichs i øvrigt sin stemme høre, da han til Biedermann siger, at han ikke har opfundet ham uden at have noget af ham i sig selv. ”Jedermann, Biedermann.”

HØJAKTUEL OG PRÆCIS
Dr. Phil (Holger Østergaard) dukker pludselig op som alvorstung lidt mut akademiker og vil afgive en vigtig erklæring - måske om brandstifterne - men overdøves af en allerhelvedes larm fulgt af et højt brag, som sender os alle direkte i helvedet. Hele kvarteret er pludseligt nedbrændt. Babette: ”Er vi døde nu? Biedermann: ”Naturligvis er vi det.” Babette: ”Hvor er vi nu”? ”I himlen,” mener Biedermann som den narcissist, han er. Men i helvedet er der helvedeskrise. Djævlen, i Christian Hetlands skikkelse, er utilfreds med sine forhandlinger med himlen, som sender ham useriøse kandidater. Stykkets dramaturgi får her en grotesk drejning mod det absolut absurde og giver forestillingen en effektfuld afslutning. Godt understøttet af fornemt lys- og lyddesign af henholdsvis Anders Kjems og Kim Engelbredt.

Biedermann og brandstifterne byder på solidt ensemblespil med sprudlende præstationer fra blandt andre Nicolaj Kopernikus, Morten Suurballe og Christian Hetland, og Mette Døssing er herlig som den stramme, sure hushjælp Anna. Kim Veisgaard illuderer sikkert en pudsig politibetjent, og Holger Østergaard sætter ikke en fod forkert som Dr. Phil og livlig marekat i helvedet.

Selvransagelse, selvstændigt tankevirke, politisk korrekthed, splittet sind og meget andet godt. Stykkets alvor til trods er forestillingen besjælet med en afvæbnende krydret humor, som får teksten i Jørgen Engbergs oversættelse til at glide ubesværet ind i hjertekulen, hvor det nemt kan gøre ondt. Højaktuel og præcist eksekveret med et væld af sproglige finurligheder og raffinementer.

Det kan nås endnu.

Stykket spiller på Aarhus Teaters Scala-scene frem til fredag 15. juni 2018.