Sikke en fødselsdag!

Der annonceres 7 minutters forsinkelse pga. tekniske problemer. I ventetiden begynder enkeltpersoner blandt publikum at synge ”Jeg ved en lærkerede”, langsomt forstummer de 750 publikummers samtaler og samler sig i et kraftfuldt kor. En meget stærk start.
Vi befinder os i Bramstrup Gods’ store trælade, og scenografi og kostumer er enkel, men virkningsfuld med balloner, kager og fjer som gennemgående tema. Carl er skiftevis i stribet slåbrok og i svalehale med ekstra swung. Det store højloftede rum gør det muligt at rulle både et kæmpebur og en skibsbro ind på scenen.
Musikerne er placeret på to bevægelige podier og er også flere gange ude på gulvet. Det er de unge fantastisk dygtige musikere fra Dreamers Circus og Den Danske Strygekvartet; 3 violiner, cello, klaver og cittern. De spiller rytmisk og leger med kontrasterne mellem det livfulde og det triste. De er stylet med vilde punkede frisurer.
Vi får gennem stykket oprullet Carl Nielsens sammensatte liv og person af de 6 skuespillere fra Baggaardsteatret i Svendborg og Mungo Park i Kolding. De viser kontrasterne og kompleksiteten i at rumme både symfonier og folkelige melodier, både familieliv og begær, leg og alvor, glæde og sorg, kunst og socialt liv, både at være landarbejdersøn og stor komponist, både at skabe musik og strikke håndklæder.
Stykket igennem mærker vi de stærke kræfter i Carl, der vil forløses, rørelserne, de letfængelige lidenskaber. De store følelser, en underliggende fornemmelse af farlighed og masser af gakket sjov veksler stykket igennem og forplanter sig til publikum. Drengens leg, pubertetens dragende spil, et cirkustema om begæret, 20’ernes løssluppenhed med Carl i bananskørt, og ikke mindst opførelsen af ”Solen er så rød mor” parret med 1. verdenskrigs udbrud er følelsesmæssigt stærk, også pga. konnotationerne til nutiden.
Mod slutningen holdes en næsten Tim Burtonsk syret 150 årsfødselsdagsfest for Carl, hvor publikum finder en fødselsdagssang under sædet og synger med. Til slut åbnes bagscenen på vid gab mod den sorte blæsende nat, og en nøgen kvinde til hest leder alle de medvirkende ud mod det skarpe lys fra en projektør. Så flot og så stor patos, at publikum villigt må overgive sig. Godt gjort!