Julehyggegys og lunken gløgg

Bjarne Reuters populære gyser-komedie-roman fra 1997 skulle være årets sjove og uhyggelige gaveide til hele familien med lyst til en tur i teatret op mod jul. Men det er som at få uldne sokker, når man brændende ønsker sig en brandbil, et dukkehus, når gaven hellere måtte have indeholdt det sensete åbenbaringsskrig inden for mobiltelefoni.

Der er ellers dækket godt op på julebordet med vaneforbrydere, ånder, kæmpediamant, skattejagt og meget, meget mere i Geir Sveaass iscenesættelse af Fakiren fra Bilbao på Aarhus Teater. Men der er klumper i risalamanden.

Tvillingerne Kamma (Luise Skov) og Tom (Mads Reuther) er 13 år, da de flytter med deres mor ind i det faldefærdige hus "Elgens øje", som familien har købt af bedemand og ejendomsmægler Mooney.

Deres liv tager en pludselig drejning, da de opdager, at huset gemmer på den berømte og meget kostbare kæmpediamant Koo-loon. De to dødsensfarlige vaneforbrydere, brødrene Flambert, dukker op i fortællingen som et dekadent fransk ægtepar morsomt spillet af Bue Wandahls og Kjartan Hansen. De er selvfølgelig ude efter at få fingrene i diamanten, før tvillingerne finder den.
De må søge hjælp hos bedemanden, som ejer den fantastiske ”Co2 neutrale” ovn Varme Viola. Hvorfor den er Co2 neutral, kommer jeg tilbage til.

En vild og drabelig skattejagt starter, og Kamma og Tom får uventet hjælp af cirkusspøgelset, den mølædte, men fyrige Fakiren fra Bilbao, da han bliver lukket ud af den kuglepen, han i 10 år har været spærret inde i. I rollen som Fakir Pedro Lombardo møder vi Jacob Madsen Kvols. Lidt for meget cirkus og for lidt magi efter min smag.

Derpå følger to kister og fire lig. Kuriøse og småabsurde detaljer er der skam nok af, men for lidt virkeligt at glæde sig over i denne forestilling, som på underlig vis mister gnist, tempo og magi i flere næsten gentagne optrin, hvor moren (Nanna Bøttcher) og veninden (Anne Voigt Christiansen) dingler rundt i en vinkæfert efter et besøg på restaurant Ad Libitum... Den fine diamant og vaneforbryderne forsvinder på mærkelig vis nærmest helt ud af forestillingen.

Et sært, men fornøjeligt elghoved kaster julelys over forestillingen og den slesk anløbne bedemand Mooney (Holger Østergaard) med det besynderlige ejendomsmæglerfirma Hasta la Vista rammer plet. Heri ligger vist det egentlige gys. Bedemand og ejendomsmægler i en og samme person… vi lader billedet stå lidt…
Men absolut morsom er han med vel turnerede replikker (”er han ikke død, kender jeg ham ikke”) og et ydre, der vækker mindelser om tjener (Peter)Frandsen fra forne firser-tiders lørdagsunderholdning med Otto Bisgaard. Slet ikke værst med flere slagfærdigt morsomme optrin undervejs. De fylder bare for lidt.

Der findes mange slags vitser, både morsomme, tørre, gode - korte og lange, engagerende, dårlige og røvkedelige. Her var der for mange af de sidste. ”En mand skal gøre det, han skal, ellers bliver det aldrig gjort.” Ja, ja. I et forsøg på at ramme tidsånden af i dag bliver vi flere gange diverteret med såkaldte Co2 neutrale løsninger som morsomme udveje på snart sagt alt. Men Co2en damper umotiveret og vildfarent ud i teaterrummet uden rigtigt at have egentlig substans i fortællingen.

I Camilla Bjørnvads scenografi fungerer forestillingen fint. Huset har karakteristiske fremspring og føles som om, det har sit eget åndedræt. Mest holdt i skumle grå-blålige nuancer med vindeltrappe op til første sal og den klassiske stejle trappe ned til kælderen. Og selvfølgeligt også et meget livagtigt standerur. En flittigt brugt drejescene sørger for gode scene- og handlingsskift. Men lige lidt hjælper det.

Min sidekammerat – en pige på omkring 6 år – var den sjoveste. Hun lo hjerteligt et par gange, og hendes latter var det mest smittende på en aften, der mest bød på bundbrændt risalamande og halvkold gløgg tilsat lidt bodegalummer husarhumor, som fik de voksne til at skraldgrine, og den lille pige ved siden af til at tie.

Forestillingen spiller frem til onsdag 21. december.