Overkompliceret historie med gode gys

Gyserhistorien ”Sarah” præsenteres som en efterfølger til et stykke ved navn ”Clara”, der tidligere har været spillet på Zangenberg. Der findes et udtryk, som hedder den svære toer, og her har vi tydeligvis fat i en svær toer. Det er, især i starten af forestillingen, en hæmsko, at man helst har skullet se ”Clara” for at få det fulde udbytte af denne forestilling.
Man har ellers på flere måder forsøgt at hjælpe den del af publikum, som ikke har set ”Clara”. I foyeren mødes vi af sedler på bordene, som prøver at gøre rede for handlingen i ”Clara”. Desværre er teksten skrevet i et så ubehjælpsomt sprog, og med så mange slåfejl, at man dårligt forstår meningen alligevel.

Nuvel, vi bliver lukket ind i salen, og bænket på rækkerne (advarsel, sæderne er ikke for folk med ondt i ryggen). Her bliver vi endnu engang forsøgt hjulpet til at forstå, hvad der er gået forud for den historie vi skal til at se, med et referat, der desværre er alt for langt og detaljeret. Ydermere havde man valgt at præsentere dette referat i bælgmørke. Det havde den effekt, både på min medanmelder og jeg, at vi mistede koncentrationen og faldt hen i andre tanker. Man bør nok overveje at skære referatet en del ned ved eventuelle kommende opsætninger.

Selve stykket er en blanding af monolog og dialog med diverse indspillede stemmer, nogle gange på scenen, og nogle gange udenfor scenen, til tider endnu engang i total mørke. Om det netop er fordi man kun hører stemmerne på de andre ”roller” i stykket er usikkert, men i hvert fald har min medanmelder og jeg svært ved at holde rede på navne, personer og årstal i forestillingen, og det lykkes os ikke helt, heller ikke i vores samtale efter forestillingen, at få helt hold på, hvem der var hvem i forestillingen.

Når alt dette er sagt, så skylder jeg at sige, at vi syntes at scenografien var godt løst i det lille teaterrum der er på Zangenbergs Teater, ligesom man med lyset har skabt nogle gode effekter undervejs. Ligeledes må vi give dem, at det lykkedes at skabe nogle gode gys undervejs – hvilket bestemt ikke er den letteste opgave i et teaterstykke.

Personerne bag forestillingen skal i og for sig have ros for at forsøge sig med en svær teatergenre, men især dramaturgisk fungerer forestillingen meget dårligt, og man har truffet nogle valg undervejs i forestillingen, som ikke fungerer. Derfor lander jeg på beskedne to stjerner.