Det kan ramme os alle

Det er sympatisk, at Mungo Park har valgt at dramatisere Hans Falladas roman ”Lille mand, hvad nu?” fra 1932, og det er oplagt at vise et historisk eksempel på, hvad arbejdsløshed og fattigdom gør ved mennesker – også i dag! Historien udspiller sig i Berlin omkring 1931. Der er stadig et ekko fra de brølende 20’ere, men også daglige gadekampe mellem kommunister og nazister og ikke mindst en stigende arbejdsløshed. Tidsbilledet fuldendes af kollegaen, der dyrker den ”frie kropskultur” og den bekymrede jøde, der ikke længere føler sig velkommen i Tyskland.
Det unge par Emma og Johannes Pinneberg flytter til Berlin, hvor hr. Pinneberg får ansættelse i et magasin for herrebeklædning. Rollerne som ægteparret Pinneberg spilles af Maria Rich og Anders Budde Christensen, mens alle øvrige roller – og det er mange! – spilles af Marianne Mortensen og Henrik Prip. Det er i sig selv en fornøjelse at se deres evne til at skabe den ene karakter efter den anden, og det er en udsøgt fornøjelse at se Marianne Mortensen på scenen igen. Dialogen suppleres hele stykket igennem med meget fine musikalske indslag – fine tyske sange - bl.a. om menneskets længsel. Ægteparret Pinneberg længes efter et normalt familieliv og kæmper bravt for at holde hovedet oven vande, efter Pinneberg er blevet fyret. Jeg synes, scenerne omkring babyen er for langtrukne, men de viser samtidig den konkrete længsel efter liv og normalitet. Stykkets klimaks falder, da Pinneberg ser sig selv i vinduet og ser en fattig pjalt. Den sociale nedtur står mejslet i ansigtet på ham; han er ikke længere en respekteret borger og sendes bort af en politibetjent.
Mange kvinder måtte prostituere sig i slutningen af 20’erne, hvis deres mænd blev arbejdsløse, og måske er det netop frygten for, at den elskede Pusser sælger sig selv, der trækker den sidste rest af værdighed væk under hr. Pinneberg.
Stykket er langt, men Rikke Juellunds dynamiske scenografi skaber konstant nye billeder og liv på scenen. Det hjælper. Budskabet er vigtigt og karakterarbejdet flot. Tak til spillerne for en enorm indsats – og til Mungo Park for at minde os om arbejdsløshedens ødelæggende kraft.