Uforløst spænding i venteposition

Når Morten Grunwald vælger at opføre et mesterværk, så klassisk og smukt, som 'Mens vi venter på Godot' af Samuel Beckett, så forventer jeg noget pondus, nogle finurligheder, noget der gør denne opførsel særlig overfor de tusindvis andre opførsler af samme forestilling. På samme måde som et band der spiller et cover nummer skal skabe noget nyt.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig fik denne forløsning. Jeg var dog underholdt og hypnotiseret af Jesper Lohmann's blide og vuggende stemme, i rollen som Didi (Vladimir). Legen med stemmen blev et centralt holdepunkt gennem forestillingen, men andre særpræg blev det ikke til.
Når jeg tager ind og ser et stykke som dette, der er så mørkt og eksistentialistisk, så forventer jeg en knugen i maven. En uudholdelig krise. Og den blev til dels forløst. Men det er ikke et stykke jeg umiddelbart ville anbefale til hvem som helst. Hvis man er til forestillinger, der holder sig til de gængse retningslinjer, så ville jeg anbefale dette. Og hvis man var til skuespillere i topform.