Amatørmord på stribe

Det er lidt af et skisma for en anmelder, når den forestilling, der skal anmeldes spilles af amatører. Skal man sammenligne med de professionelle opsætninger og dermed lade amatørerne komme til kort eller tage udgangspunkt i netop amatørudgangspunktet og derefter blive imponeret og honorere engagement og spilleglæde?
Jeg vælger, at vurdere den oplevelse, jeg rent faktisk fik ved at overvære musicalteatrets verdenspremiere (?) på musicalen Jack the Ripper på Foleteatrets Grøndalscenterscene.
Historien er ret kendt. Mange prostituerede myrdes af brutal og bestialsk - men totalt ukendt gerningsmand. Morderen kendes ikke. Det gør han efter denne forestilling.
Loyal over for fortællingen om de fem myrdede kvinder, med en god dramaturgisk ide til at understøtte kvindernes relation, giver instruktør Rasmus Mansachs mulighed for at lære ofrene at kende, bedre jo længere de lever.
Også rækken af mistænkte mænd præsenteres, flere kunne være gerningsmanden, og grebet med at afsløre Jack The Ripper til sidst og dermed lukke historien ned, er en ærgerlig beslutning, da vi sagtens kunne have forladt teatret med den uhyggelige viden, at morderen aldrig blev afsløret. Et ærgerligt fortællervalg.
Ideen bag musicalteatret er fantastisk, mange mennesker udlever deres drøm og deltager i en opsætning, der på mange måder har adgang til et professionelt setup. Lys fungerer fantastisk, lyden knap så perfekt, sangstemmerne bliver fremhævet med et lidt skingert resultat, og scenerummet er godt og udnyttes ud over rammerne - altid en god løsning, så rammerne er fine.
Som musicalstjerne eller -amatør skal man kunne synge, danse og spille skuespil. Det er store krav - især til de ikke-professionelle.
Sangstemmerne er flotte, det er her det store arbejde er lagt i øveren. De fleste synger rigtig godt, især skal Clara Frederikke Rose Lundberg i den fiktive rolle Lilly fremhæves med sin meget store stemme og det meget fine skuespil, hende kommer vi nok til at se mere til.
Ellers er det skuespilpræstationerne det halter med. Folk kan deres replikker, men timingen, naturligheden og indlevelsen kommer ikke ud over kanten, her er det tydeligvis ikke professionelle, der leverer.
Til gengæld er koreografi, eksempelvis prologen med den zombieagtige præsentation af miljøet og de mennesker, der prøvede at leve et liv i Londonbydelen Whitechapel meget uhyggeligt og fremragende tænkt.
Derimod er de rigtig mange sceneskift med senge og londonlygtepæle der skubbes frem og tilbage, en ærgerlig beslutning, der får sceneskift til at fremstå tunge, og de to londonbetjente som et ærgerligt komisk (ufrivilligt?) side kick.
De moderne løsninger med få enkle virkemidler som bl.a. Østre Gasværk ofte benytter giver meget mere dynamik i overgange og sceneskift.
Egentlig er det befriende, at musikken ikke er skåret over den traditionelle melodilæst med storladne Andrew Lloyd Webberarrangementer, men jeg kom meget ofte til at tænke Anne linnets musical Berlin 84 (som ingen sikkert husker) og især dansktop og MGP-lette melodier, der bestemt er hørt bedre.
Alt i alt er Jack The Ripper en forestilling der er værd at bruge en aften på, masser af god vilje og godt humør, men de professionelle forestillinger skal ikke føle sig truet på deres profession, der er stadig stor forskel - heldigvis.